Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Turismen i Aarhusregionen går en grønnere fremtid i møde. VisitAarhus, som også omfatter Randers, Favrskov og de to Djurslandkommuner, er netop blevet certificeret som Green Tourism Organization. Det betyder, at de otte kommuner i samarbejdet står endnu stærkere i konkurrencen om at tiltrække danske og udenlandske gæster, der efterspørger bæredygtige turismeprodukter, skriver Randers Amtsavis.

VisitAarhus har i længere tid arbejdet målrettet på at gøre regionen til en mere bæredygtig destination. Turistorganisationen har netop udarbejdet en ny bæredygtighedsstrategi og for en måned siden kunne VisitAarhus offentliggøre et nyt stort bæredygtighedsprojekt "Grøn genstart", der skal give turismevirksomhederne en saltvandsindsprøjtning efter covid-19 og styrke destinationens grønne identitet.

Nu har Horesta, brancheorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, certificeret VisitAarhus som Green Tourism Organization. Certificeringen er sat i verden af HORESTA for at bakke op om de destinationer og organisationer, som gør noget særligt for bæredygtighed.

Pia Lange Christensen, direktør i VisitAarhus glæder sig over den nye titel.

”Jeg er oprigtig stolt af, at vi nu kan kalde os Green Tourism Organization. VisitAarhus har arbejdet længe for at opnå certificering. For at blive certificeret skal vi leve op til 140 forskellige bæredygtighedskriterier. Det har vi vist, at vi kan. Så det er en milepæl for os og ligger i naturlig forlængelse af vores ambitioner på det grønne område.”

Stevns Klint får plads blandt verdens geologiske topsteder

Stevns Klint er blevet optaget på en international liste over verdens vigtigste geologiske lokaliteter. Udnævnelsen skal skabe større opmærksomhed om klinten, der allerede er på Unescos verdensarvsliste, og forhåbentlig tiltrække flere forskere og besøgende.

Venstre presser på for at få turismemillioner fordelt

Venstres turismeordfører, Trine Jepsen, presser på for at få de resterende midler fra turismereserven på 200 mio. kr. fordelt. Flere destinationsselskaber bakker op og peger på behovet for investeringer i lokal turismeudvikling.

Fransk tv-program giver Danmark global eksponering

En ny fransk rejsedokumentar om Danmark kan potentielt nå 437 mio. husstande verden over. Programmet er produceret i samarbejde med VisitDenmark og en række destinationsselskaber og skal vise internationale seere flere sider af Danmark som rejsemål.

Log ind