Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

”Lonely Planet advarer turister mod at besøge København”, ”Professor: København lader overturismen blomstre” og ”København får kritik for ikke at gøre noget ved overturisme”. Sådan lyder nogle af sommerens overskrifter fra medier, der har skrevet om det stigende antal udenlandske gæster, som i år lagde vejen forbi Danmarks hovedstad, fortæller Berlingske.

Men hovedstadsregionens officielle turismeorganisation, Wonderful Copenhagen, mener ikke, man kan tale om overturisme i København. Det siger Tine Kastrup-Misir, der er kommunikations- og marketingdirektør i organisationen.

"I vores optik er der ikke overturisme i København som by. Det er København ikke ramt af, men vi anerkender, at man visse steder i Indre By oplever udfordringer. Det er bare mere nuanceret. Overturisme bliver hurtigt en diskussion om, hvorvidt der er for mange mennesker, men det er ikke nødvendigvis det, der er problemet,” siger hun.

Stevns Klint får plads blandt verdens geologiske topsteder

Stevns Klint er blevet optaget på en international liste over verdens vigtigste geologiske lokaliteter. Udnævnelsen skal skabe større opmærksomhed om klinten, der allerede er på Unescos verdensarvsliste, og forhåbentlig tiltrække flere forskere og besøgende.

Venstre presser på for at få turismemillioner fordelt

Venstres turismeordfører, Trine Jepsen, presser på for at få de resterende midler fra turismereserven på 200 mio. kr. fordelt. Flere destinationsselskaber bakker op og peger på behovet for investeringer i lokal turismeudvikling.

Fransk tv-program giver Danmark global eksponering

En ny fransk rejsedokumentar om Danmark kan potentielt nå 437 mio. husstande verden over. Programmet er produceret i samarbejde med VisitDenmark og en række destinationsselskaber og skal vise internationale seere flere sider af Danmark som rejsemål.

Log ind