Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Er man turist på weekendtur i Danmark, er Aarhus et oplagt alternativ til København. Sådan lyder rådet i det amerikanske medie CNNs anmeldelse af Danmarks næststørste by. Mediet beskriver Aarhus som charmerende, overskuelig og oplagt destination for madelskere, skriver EB.dk.

'Med et miks af mad i verdensklasse, imponerende kunstgallerier, attraktiv arkitektur og en afslappet atmosfære, er Aarhus helt sin egen,' skriver CNN i anmeldelsen.

Aarhus har ifølge mediet været vant til, at det er København, der internationalt oftest løber med opmærksomheden, men fremhæver samtidig, at Aarhus over de senere par år er trådt ud af hovedstadens skygge.

Stevns Klint får plads blandt verdens geologiske topsteder

Stevns Klint er blevet optaget på en international liste over verdens vigtigste geologiske lokaliteter. Udnævnelsen skal skabe større opmærksomhed om klinten, der allerede er på Unescos verdensarvsliste, og forhåbentlig tiltrække flere forskere og besøgende.

Venstre presser på for at få turismemillioner fordelt

Venstres turismeordfører, Trine Jepsen, presser på for at få de resterende midler fra turismereserven på 200 mio. kr. fordelt. Flere destinationsselskaber bakker op og peger på behovet for investeringer i lokal turismeudvikling.

Fransk tv-program giver Danmark global eksponering

En ny fransk rejsedokumentar om Danmark kan potentielt nå 437 mio. husstande verden over. Programmet er produceret i samarbejde med VisitDenmark og en række destinationsselskaber og skal vise internationale seere flere sider af Danmark som rejsemål.

Log ind