Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Turismestøtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse rummer hele 50 mio. kr. til at udvikle turismen i Danmark.

Støtten falder i to hovedgrupper: Langt størstedelen af midlerne - 40 mio. kr. - går til konsolidering og udviklingsaktiviteter i de tværkommunale turismedestinationsselskaber, mens der gives støtte for 10 mio. kr. til mindre turismeprojekter, herunder turismeevents og international markedsføring.

”Det samlede støttebeløb er et markant skub i den rigtige retning til dansk turisme. Vi får bedre turisttilbud, der kan tiltrække flere turister og skabe vækst og udvikling i hele landet,” siger Jakob Riis, formand for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Støtten til de tværkommunale destinationsselskaber sker som følge af erhvervsfremmereformen, der trådte i kraft 1. januar 2019. Her er et af hovedmålene konsolidering i 15-25 turismedestinationsselskaber.

18 destinationsselskaber er nu grundlagt, konsolideret eller under udvikling, og med tilsagn til ansøgninger fra alle destinationsselskaber landet over bidrager erhvervsfremmebestyrelsen markant til, at fremtidens turismearbejde får ekstra gode betingelser.

Generelt har der været stor interesse for erhvervsfremmebestyrelsens turismepulje. Der er ansøgt for ca. 108 mio. kr., og 42 ansøgninger er indstillet til bestyrelsen. Heraf har 26 fået tilsagn eller betinget tilsagn, mens 16 ansøgninger har fået afslag.

Næste runde af ansøgninger til midlerne under puljen til lokale og tværgående turismeprojekter forventes at blive annonceret primo 2020.

Stevns Klint får plads blandt verdens geologiske topsteder

Stevns Klint er blevet optaget på en international liste over verdens vigtigste geologiske lokaliteter. Udnævnelsen skal skabe større opmærksomhed om klinten, der allerede er på Unescos verdensarvsliste, og forhåbentlig tiltrække flere forskere og besøgende.

Venstre presser på for at få turismemillioner fordelt

Venstres turismeordfører, Trine Jepsen, presser på for at få de resterende midler fra turismereserven på 200 mio. kr. fordelt. Flere destinationsselskaber bakker op og peger på behovet for investeringer i lokal turismeudvikling.

Fransk tv-program giver Danmark global eksponering

En ny fransk rejsedokumentar om Danmark kan potentielt nå 437 mio. husstande verden over. Programmet er produceret i samarbejde med VisitDenmark og en række destinationsselskaber og skal vise internationale seere flere sider af Danmark som rejsemål.

Log ind