Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Snesevis af lokale turistaktiviteter og -organisationer skal forenes i de nye tværkommunale destinationsselskaber, som enten allerede er etableret eller er under konsolidering. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse giver med en samlet støtte på 40 mio. kr. starthjælp til konsolidering og udvikling af selskaberne, der med udgangen af 2020 skal være reduceret fra ca. 80 til 15-25 destinationsselskaber.

De nye destinationsselskaber bliver et helt centralt redskab i arbejdet med at realisere målene i den nationale turismestrategi frem mod 2025. Her er målene flere turistovernatninger, højere omsætning i turismebranchen samt turister, der er mindst lige så tilfredse med ferieoplevelsen i Danmark som gennemsnittet for Nordeuropa.

”Turisterne skal have en helstøbt oplevelse af et feriemål, der kan konkurrere internationalt, og vi ser, at andre konkurrerende lande har haft stort fokus på en samlet destinationsudvikling. Dén konkurrence skal vi matche, og samtidig har vi med støtten mulighed for at skubbe på væksten i områder i Danmark, hvor erhvervsudviklingen i en periode har været udfordret,” siger formanden for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, Jakob Riis.

Stevns Klint får plads blandt verdens geologiske topsteder

Stevns Klint er blevet optaget på en international liste over verdens vigtigste geologiske lokaliteter. Udnævnelsen skal skabe større opmærksomhed om klinten, der allerede er på Unescos verdensarvsliste, og forhåbentlig tiltrække flere forskere og besøgende.

Venstre presser på for at få turismemillioner fordelt

Venstres turismeordfører, Trine Jepsen, presser på for at få de resterende midler fra turismereserven på 200 mio. kr. fordelt. Flere destinationsselskaber bakker op og peger på behovet for investeringer i lokal turismeudvikling.

Fransk tv-program giver Danmark global eksponering

En ny fransk rejsedokumentar om Danmark kan potentielt nå 437 mio. husstande verden over. Programmet er produceret i samarbejde med VisitDenmark og en række destinationsselskaber og skal vise internationale seere flere sider af Danmark som rejsemål.

Log ind