Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Nu bliver der bedre mulighed for at opføre en butik eller en restaurant på 111 arealer ved havne i hele landet, hvor strandbeskyttelsen bliver ophævet. Den har hidtil betydet, at arealerne som hovedregel ikke må bebygges inden for 300 meter fra stranden. De 111 arealer ligger i sammenhæng med bebyggelse og rummer ikke væsentlige naturværdier. Derfor ophæver miljøministeren strandbeskyttelsen helt 55 steder og delvist 56 steder. I alt havde 47 kommuner søgt om ophævelse ved 166 lokaliteter.

”Vi skal værne om vores naturlige, åbne kyster, men nogle steder kan vi godt åbne op for mere lokal udvikling uden at gå på kompromis med det. Jeg ser ingen grund til at stå i vejen for udvikling på mindre arealer, som eksempelvis ligger indeklemt mellem en havn og en by, og hvor det ikke går ud over naturværdier. Nu kan kommunerne bedre skabe mere levende havnemiljøer med flere tilbud til turister og muligheder for erhvervslivet,” siger miljøminister Lea Wermelin.  

Muligheden for at søge om ophævelse af strandbeskyttelsen blev besluttet i aftalen om ”Danmark i bedre balance” fra 2016 for at fremme vækst og udvikling for kommuner, borgere og virksomheder. Aftalen blev indgået af Socialdemokraterne, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. Liberal Alliance har senere tilsluttet sig aftalen.

Stevns Klint får plads blandt verdens geologiske topsteder

Stevns Klint er blevet optaget på en international liste over verdens vigtigste geologiske lokaliteter. Udnævnelsen skal skabe større opmærksomhed om klinten, der allerede er på Unescos verdensarvsliste, og forhåbentlig tiltrække flere forskere og besøgende.

Venstre presser på for at få turismemillioner fordelt

Venstres turismeordfører, Trine Jepsen, presser på for at få de resterende midler fra turismereserven på 200 mio. kr. fordelt. Flere destinationsselskaber bakker op og peger på behovet for investeringer i lokal turismeudvikling.

Fransk tv-program giver Danmark global eksponering

En ny fransk rejsedokumentar om Danmark kan potentielt nå 437 mio. husstande verden over. Programmet er produceret i samarbejde med VisitDenmark og en række destinationsselskaber og skal vise internationale seere flere sider af Danmark som rejsemål.

Log ind