Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Når det handler om anløbshavne for krydstogtskibe i Østersøområdet, er København en af de helt store spillere sammen med Stockholm, Helsinki, Skt. Petersborg og Tallinn. Men krydstogtskibene og deres passagerer er en stor indtjeningskilde ikke alene for de fem; danske havne tjente sidste år 1,6 milliarder kroner på krydstogtgæster, skriver Politiken.

Havnene i Aalborg, Aarhus, Bornholm, Fredericia, Helsingør, Hundested, Kalundborg og Skagen modtog sammen med København 1,1 million krydstogtgæster i 2018, hvilket er ny rekord.

København alene modtog 868.000 krydstogtgæster ifølge CruiseCopenhagen, som er et landsdækkende netværk med over 60 organisationer og firmaer i krydstogtindustrien.

Antallet af krydstogtgæster i hovedstaden forventes i år at stige til omkring 980.000 fordelt på 350 skibe.

Fransk tv-program giver Danmark global eksponering

En ny fransk rejsedokumentar om Danmark kan potentielt nå 437 mio. husstande verden over. Programmet er produceret i samarbejde med VisitDenmark og en række destinationsselskaber og skal vise internationale seere flere sider af Danmark som rejsemål.

København forbyder reklamer for flyrejser og krydstogter

Københavns Kommune har som den første kommune i Danmark besluttet at forbyde reklamer for flyrejser, krydstogter og nye benzinbiler på kommunale arealer. Forbuddet omfatter blandt andet busstoppesteder og reklamesøjler.

Bestseller-ejer køber lufthavnsbygninger i Aarhus

Anders Holch Povlsens selskab Heartland køber bygninger og arealer i Aarhus Airport for 90 mio. kr. Handlen skal styrke lufthavnens økonomi, mens de tre ejerkommuner fortsat står for driften og udviklingen.

Log ind