Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Sinatur har en ambition om at drive hotel på naturens præmisser. Hotel- og konferencedriften skal fylde så lidt i klimaregnskabet som overhovedet muligt, og de seks hoteller har sat en række konkrete 2030-mål, som blandt andet handler om økologi, lokale råvarer, nul affald, grøn strøm og miljømærkede produkter. Barren er sat så højt, at Sinatur-hotellerne ikke bare skal være CO2-neutrale, men CO2-positive.

Hotellerne er allerede godt på vej, ikke mindst takket være en meget entusiastisk indsats fra medarbejdernes side. De er helt afgørende for, at den ambitiøse strategi bliver til virkelighed, og nu sætter Sinatur ekstra fokus på at omdanne ord til handling: Et medarbejder-ambassadørkorps skal fungere som forandringsagenter, sikre videndeling og hjælpe kollegerne med at involvere og engagere hotel- og konferencegæsterne.

"Det er ikke ambassadørernes job at motivere kollegerne, for det er der ikke brug for," fortæller Kari Brandsgård, der er direktør for Haraldskær Sinatur Hotel og Konference.

"Vores medarbejdere vil rigtig gerne gøre en forskel. Men vi er mange, og det er vigtigt, at vi arbejder i samme retning og fortæller gæsterne den samme historie på tværs af de seks Sinatur-hoteller. Med en god håndfuld ambassadører fra alle fagområder på hvert hotel kan vi også nemmere gribe bolden, når medarbejderne får ideer til nye, bæredygtige tiltag."

Stevns Klint får plads blandt verdens geologiske topsteder

Stevns Klint er blevet optaget på en international liste over verdens vigtigste geologiske lokaliteter. Udnævnelsen skal skabe større opmærksomhed om klinten, der allerede er på Unescos verdensarvsliste, og forhåbentlig tiltrække flere forskere og besøgende.

Venstre presser på for at få turismemillioner fordelt

Venstres turismeordfører, Trine Jepsen, presser på for at få de resterende midler fra turismereserven på 200 mio. kr. fordelt. Flere destinationsselskaber bakker op og peger på behovet for investeringer i lokal turismeudvikling.

Fransk tv-program giver Danmark global eksponering

En ny fransk rejsedokumentar om Danmark kan potentielt nå 437 mio. husstande verden over. Programmet er produceret i samarbejde med VisitDenmark og en række destinationsselskaber og skal vise internationale seere flere sider af Danmark som rejsemål.

Log ind