Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

På et pressemøde i Søndervig blev Lalandias tredje danske feriecenter præsenteret i går. Det er præcis 10 år siden, at Lalandia åbnede sit seneste feriecenter i Billund, og denne gang er der tale om noget helt nyt.

”Der bliver tale om en helt ny Lalandia-oplevelse. Hvor vores nuværende centre er præget af et sydlandsk tema, bliver dette i stedet inspireret af den vestjyske natur med klitter og råt, men smukt, terræn, og samtidigt har vi stort fokus på også at integrere centret og feriehusene bedst muligt i områdets naturlige omgivelser”, fortæller adm. direktør i Lalandia, Jan Harrit, der tillige er koncerndirektør i Parken Sport & Entertainment.

Det nye Lalandia i Søndervig vil bestå af en stor Aquadome, legeland, padel-tennis, kreative værksteder, restauranter, caféer m.m. I tilknytning til Lalandia vil der blive opført 483 feriehuse i fase 1, og efterfølgende vil der blive opført et badehotel. 

Stevns Klint får plads blandt verdens geologiske topsteder

Stevns Klint er blevet optaget på en international liste over verdens vigtigste geologiske lokaliteter. Udnævnelsen skal skabe større opmærksomhed om klinten, der allerede er på Unescos verdensarvsliste, og forhåbentlig tiltrække flere forskere og besøgende.

Venstre presser på for at få turismemillioner fordelt

Venstres turismeordfører, Trine Jepsen, presser på for at få de resterende midler fra turismereserven på 200 mio. kr. fordelt. Flere destinationsselskaber bakker op og peger på behovet for investeringer i lokal turismeudvikling.

Fransk tv-program giver Danmark global eksponering

En ny fransk rejsedokumentar om Danmark kan potentielt nå 437 mio. husstande verden over. Programmet er produceret i samarbejde med VisitDenmark og en række destinationsselskaber og skal vise internationale seere flere sider af Danmark som rejsemål.

Log ind