Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Rambøll anslår, at tre danske Formel 1-løb vil skabe en meromsætning på 1,3 mia. kr. fra tilskuere. Sådan lyder konklusionen i en analyse af omsætningen, som er betalt af Foreningen til Fremme af Formel 1 i København.

Her anslår Rambøll, at primært de forventede 150.000 udenlandske Formel 1-turister over tre år i alt vil skabe en ekstra omsætning på 1279 mio. kr.

"Det ekstra forbrug fra turister har en helt reel økonomisk værdi for staten. Derfor har det været en forudsætning, og er det stadig, for at det kan hænge sammen, at det bliver anerkendt fra offentlig side, at eventet har en værdi for Danmark og København," siger Lars Seier Christensen, der er med i gruppem, som forsøger at trække arrangementet til landet.

"Alle der får noget ud af det her, skal selvfølgelig bidrage til det, ellers kan det ikke lade sig gøre. Det koster 570 mio. kr. at stable på benene det første år, og det kan vi simpelthen ikke få direkte ind i billetindtægter. Hvis vi kunne få det til at løbe rundt for os med 0 kroner i offentlig støtte, havde vi da bare gjort det," siger Lars Seier Christensen.

Stevns Klint får plads blandt verdens geologiske topsteder

Stevns Klint er blevet optaget på en international liste over verdens vigtigste geologiske lokaliteter. Udnævnelsen skal skabe større opmærksomhed om klinten, der allerede er på Unescos verdensarvsliste, og forhåbentlig tiltrække flere forskere og besøgende.

Venstre presser på for at få turismemillioner fordelt

Venstres turismeordfører, Trine Jepsen, presser på for at få de resterende midler fra turismereserven på 200 mio. kr. fordelt. Flere destinationsselskaber bakker op og peger på behovet for investeringer i lokal turismeudvikling.

Fransk tv-program giver Danmark global eksponering

En ny fransk rejsedokumentar om Danmark kan potentielt nå 437 mio. husstande verden over. Programmet er produceret i samarbejde med VisitDenmark og en række destinationsselskaber og skal vise internationale seere flere sider af Danmark som rejsemål.

Log ind