Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

I 33 år har aarhusianerne haft mulighed for at nyde et stykke pizza på Restaurant Italia på Åboulevarden i Aarhus. Men det er forbi nu. Efter nytår lukker stedet. Det skriver Aarhus Stiftstidende.

Ifølge ejeren fik de et tilbud fra København, som de ikke kunne afvise.

”Vi har fået et tilbud, vi ikke kunne sige nej til. Det bliver selvfølgelig nostalgisk for de mange, der har fulgt Italia igennem så mange år, men vi vil gøre vores bedste for at slutte af med manér, både med små overraskelser op til lukkedagen, men også på selve nytårsaften”, siger medejer Kasper Vejvad Jørgensen til avisen.

Den 1. januar rykker Cock's & Cows ind.

Tidligere hotelchef bliver vicedirektør i Den Gamle By

Nina Carlslund tiltræder 16. november som vicedirektør i Den Gamle By i Aarhus. Efter 13 år som hoteldirektør hos Scandic og en periode som administrerende direktør for Danske Hoteller skal hun nu arbejde med gæsteoplevelser, drift og forretningsudvikling.

Danske hoteller investerer i beskyttelse mod væggelus

En finsk løsning til forebyggelse af væggelus er installeret på 9.600 danske hotelværelser. På Hotel Guest Apart i Aarhus har direktøren valgt teknologien for at undgå driftsforstyrrelser og omkostninger ved et eventuelt udbrud.

Log ind