Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Mikkeller ølimperiet vokser år for år og er blevet en verdensomspændende virksomhed. Men hvad synes ejeren Mikkel Borg Bjergsø egentlig om København og den gastronomiske scene?

”De sidste 15 år har vi haft stort fokus på det nordiske køkken med restauranter, der dyrker råvarerne i baghaven. Det har været fint, og det har gjort en masse for dansk gastronomi og for byen, men jeg synes, det er ved at være på tide, at vi ser ud i verden. Jeg savner flere japanske og mexicanske restauranter. Jeg har selv en drøm om at åbne en thairestaurant en dag.”

Falder spørgsmålet på, hvad byen mangler, så er svaret klart:

”God service. Københavns serviceniveau er virkelig elendigt. Der er opstået en tendens til, at hvis du er bartender eller tjener, er du det for din egen skyld, ikke fordi, du vil gøre noget godt for gæsten. Det er jo helt misforstået. Jeg synes også, vi mangler noget lidt vildere og mere eksperimenterende arkitektur. Det er ikke, fordi jeg er fan af ti etagers højhuse, men hvis vi gerne vil være en storby, kan vi godt give lidt mere los, hvad angår mere eksperimenterende boligløsninger.”

To hotelprojekter undtages fra hotelstop i København

Et politisk flertal i København vil undtage yderligere to områder fra det kommende hotelstop i Indre By. Det gælder et hotelprojekt på Rådhuspladsen og et kommende Four Seasons hotel ved Kongens Nytorv. Samtidig ønsker fem partier at undtage endnu et hotelprojekt.

Bilhus på Østerbro kan blive hotel med 175 værelser

Et bilhus på Rovsingsgade i København undersøges som mulig placering for et nyt hotel. Projektet ligger i forlængelse af kommunens ønske om at placere flere hoteller uden for Indre By, men kræver ændringer i plangrundlaget.

Nyt teknisk museum skal tiltrække 383.000 gæster

Planerne om at omdanne Svanemølleværket i København til Danmarks Tekniske Museum er rykket videre med en arkitektkonkurrence. Museet forventer 383.000 besøgende om året, og vinderprojektet skal findes i maj 2027.

Log ind