Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Færre lyse timer vil kunne slukke lyset for vækst og nye jobs i dansk turisme. Sådan lyder vurderingen af HORESTAs regionsformand i Midtjylland, Jakob Beck Wätjen. Det vil nemlig betyde, at restauranter og forlystelsesparker med flere vinker farvel til en times omsætning hver dag.

”Vi misser en masser lyse timer i forårs- og efterårssæsonen, hvor vi plejer at have glade gæster på restauranterne og cafeerne. Jeg tror også, at det vil ramme andre erhverv, når man ser, hvad der for eksempel er investeret i torve og havnebade med mere”, siger Jakob Beck Wätjen.

Han bakkes op af Jacob Niebuhr, der ejer tre restauranter.

”Jeg tror da helt sikkert, at det vil have en indflydelse på vores omsætning i sommermånederne, hvis duggen falder tidligere. Det har indflydelse på, hvor længe folk gider sidde ude. Der er rigtig mange af os, der lever af sommeren og turisterne”, siger restauratøren.

Hør hele indslaget fra P4 Østjylland her.

Bestseller-ejer køber lufthavnsbygninger i Aarhus

Anders Holch Povlsens selskab Heartland køber bygninger og arealer i Aarhus Airport for 90 mio. kr. Handlen skal styrke lufthavnens økonomi, mens de tre ejerkommuner fortsat står for driften og udviklingen.

EU vil sprede turismen over flere sæsoner og rejsemål

EU-Kommissionen har fremlagt sin første fælles strategi for bæredygtig turisme. Målet er at skabe vækst i flere europæiske regioner ved at tiltrække turister uden for højsæsonen og øge interessen for mindre kendte destinationer.

Tivoli øger omsætningen efter ny japansk satsning

Tivoli har øget omsætningen med 6 pct. i tredje kvartal, hvor både indtjening og besøgstal er steget. Fremgangen skyldes blandt andet åbningen af det nye japanskinspirerede forlystelsesområde Hikari.

Log ind