Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

I branchemediet Standby.dk’s serie ”7’eren” får en brancheprofil stillet syv skarpe spørgsmål, og denne gang har HORESTAs administrerende direktør Katia K. Østergaard indtaget den varme stol. I artiklen svarer hun blandt andet på, om manglen på arbejdskraft ikke bare er et spørgsmål om lave lønninger.

”Der er i udtalt grad mangel på arbejdskraft i vores branche, og her er højere lønninger i sig selv ikke en løsning. Vi mangler faglærte kokke, tjenere og receptionister i sådan en grad, at hver anden virksomhed i branchen har haft udfordringer med at besætte ledige stillinger, og hver tiende har måttet sige nej til ordrer på grund af for få hænder,”  fortæller Katia K. Østergaard, og fortsætter:

”Det er kritisk, dybt alvorligt og en af vores helt store udfordringer, som påvirker væksten i vores erhverv negativt. Vi har eksempler på virksomheder, som holder igen med at etablere nye forretninger, og som har mistet omsætning, alene fordi de ikke kan tiltrække tilstrækkelig med arbejdskraft. Vi har ikke tilstrækkeligt mange faglærte til rådighed i forhold til den enorme vækst i disse år.”

I artiklen svarer hun også på spørgsmål om kapacitetsudviklingen, internationale hotelkæder, erhvervets afgifter, og markedsføring af Danmark.

Læs hele interviewet fra Standby her.

The Square genåbner efter renovering til 140 mio. kr.

Arp-Hansen Hotel Group har afsluttet en omfattende renovering af The Square på Rådhuspladsen i København. Investeringen på 140 mio. kr. har blandt andet givet hotellet 16 nye værelser, en opgraderet lobby og nye faciliteter.

Palads Hotel i Viborg renoverer 115 værelser

Palads Hotel i Viborg står over for en omfattende renovering efter flere år med underskud. Samtidig vil hotellets nye medejer samle administrationen af otte jyske hoteller i byen og dermed skabe nye arbejdspladser.

Park Lane Copenhagen får ny CEO

Louise Doré Petersen er udnævnt til adm. direktør og General Manager for Park Lane Copenhagen. Med mere end 30 års erfaring fra hotelbranchen skal Louise Doré Petersen stå i spidsen for hotellets videre udvikling og styrke dets position blandt Københavns luksushoteller.

Log ind