Højere bøder og skrappere sanktioner er et skridt i den rigtige retning. Men hvis myndighederne ikke kan se, hvor og hvornår reglerne bliver brudt, risikerer de nye tiltag at få begrænset effekt.

Sådan lyder reaktionen fra HORESTA på regeringens lovforslag om skærpet kontrol med korttidsudlejning via bl.a. Airbnb og Booking.com, som onsdag er sendt i offentlig høring.

“Vi er glade for, at regeringen vil sætte hårdere ind over for ulovlig udlejning. Men højere bøder hjælper kun, hvis myndighederne kan finde dem, der bryder reglerne. Derfor er det helt afgørende, at alle udlejere skal registreres, og at der sker en automatisk indberetning af antal udlejningsdage til myndighederne,” siger Jeppe Møller-Herskind, adm. direktør i HORESTA.

Fakta om den politiske aftale

Den daværende SVM-regering indgik den 22. januar 2026 en politisk aftale om “Styrket tilsyn og bedre sanktionsmuligheder i relation til korttidsudlejning” med Danmarksdemokraterne, SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, DF, Radikale Venstre og Alternativet.

Politikerne vil med den nye aftale:

  • Skrue bødestørrelserne i vejret. Der skal fremover kunne gives bøder på op til 100.000 kr. pr. lejlighed til virksomheder, der bryder reglerne.
  • Give myndighederne mulighed for - ved konkret mistanke - at kunne kræve af udlejningsplatforme, at de udleverer oplysninger. Det kunne eksempelvis være om, hvor meget en bolig har været udlejet.
  • Give mulighed for, at udlejningsplatformene skal kunne få påbud om at blokere for flere bookinger eller fjerne annoncer, hvis reglerne bliver brudt.

 

Myndighederne skal kunne opdage den ulovlige udlejning
Lovforslaget giver myndighederne mulighed for at bede udlejningsplatforme, ejere og udlejere om oplysninger, når de undersøger en konkret bolig.

Men det er alt for reaktivt og ineffektivt, mener HORESTA.

“Vi ønsker i stedet en model, hvor platformene løbende oplyser, hvor mange dage hver bolig bliver udlejet. Oplysningerne skal samles på tværs af platformene, så man ikke kan omgå reglerne ved at sprede sine bookinger mellem flere tjenester,” siger Jeppe Møller-Herskind.

Skyggehoteller skal frem i lyset
HORESTA peger særligt på behovet for at sætte en stopper for de såkaldte skyggehoteller. Her bliver lejligheder systematisk udlejet af professionelle aktører til turister, ofte fra ejendomme med bopælspligt og uden tilladelse til hoteldrift.

Det skaber ulige konkurrence for hoteller og andre overnatningsvirksomheder, som følger reglerne.

Samme problem blev onsdag belyst i DR Kontants udsendelse “Halløj på skyggehotellet”, hvor HORESTA medvirker med branchens perspektiv.

Se udsendelsen her

“Skyggehotellerne er vokset frem, fordi kontrollen har været for svag. Hvis vi for alvor vil problemet til livs, skal myndighederne have mulighed for at se, hvem der udlejer, hvor boligerne ligger, og hvor mange dage de bliver udlejet. Ellers kan den ulovlige drift fortsætte under radaren,” siger Jeppe Møller-Herskind.

Høringsfristen for lovforslaget er 21. oktober, og lovændringen skal efter planen træde i kraft den 1. juli 2027.

HORESTA foreslår:

  • Alle boliger, der udlejes til turister, skal registreres, så myndighederne ved, hvem der udlejer, og hvor udlejningen finder sted.

  • Platformene skal løbende oplyse, hvor mange dage hver bolig bliver udlejet.

  • Oplysningerne skal samles på tværs af platformene, så det samlede antal udlejningsdage kan kontrolleres.

  • Platformene skal blokere for flere bookinger eller fjerne annoncen, når en bolig har nået det lovlige udlejningsloft.

HORESTA efter DR Kontant: Stop den systematiske ulovlige udlejning

DR Kontant-udsendelsen ”Halløj på skyggehotellet” dokumenterede onsdag aften, hvordan lejligheder systematisk udlejes ulovligt til turister. Tidligere samme dag fremlagde regeringen et lovforslag, der skal begrænse ulovlig korttidsudlejning, men HORESTA mener ikke, at det sikrer den nødvendige kontrol.

Nyt hotel kan være på vej på Frederiksberg

En eksisterende ejendom på Finsensvej 80 kan blive omdannet og udvidet til et hotel med 110 værelser. Projektet er sendt i offentlig høring og omfatter også planer om café eller bageri, udeservering og en større udvidelse af bygningen.

Log ind