DR Kontant sendte onsdag aften udsendelsen ”Halløj på skyggehotellet”, der dokumenterer, hvordan selskaber har opbygget en lyssky forretning med udlejning af flere hundrede lejligheder til turister i København og Aarhus.

Se udsendelsen her

Der er tale om såkaldte skyggehoteller, hvor lejligheder i praksis bliver drevet som hotelværelser uden at være godkendt til formålet eller være underlagt de samme krav som lovlige hoteller. Ofte ligger lejlighederne på adresser med bopælspligt.

Skyggehotellerne annonceres ofte på Airbnb og Booking.com. Platformene ligger derfor inde med oplysninger, som kan afsløre, hvilke boliger der udlejes ulovligt eller i flere dage end tilladt.

”Vi er ikke imod, at danskerne udlejer deres egen bolig nogle uger om året. Men når et firma systematisk udlejer lejligheder til turister året rundt, er der reelt tale om hoteldrift. Så skal virksomheden også følge de samme regler som resten af branchen, og det sker ikke. Derfor har vi i årevis kæmpet for at få skærpet reguleringen af området,” siger Jeppe Møller-Herskind, der er adm. direktør i HORESTA og deltog i "Halløj på skyggehotellet".

HORESTA kæmper blandt andet for, at boliger til korttidsudlejning skal registreres, at udlejningsportaler som f.eks. Airbnb og Booking.com skal forpligtes til at indberette antal udlejningsdage for hver enkelt bolig, og at portalerne skal pålægges at fjerne lejlighederne, når grænsen for udlejning på 70 dage om året bliver overskredet.

Nyt lovforslag fra regeringen
”Halløj på skyggehotellet” kom få timer efter, at regeringen fremlagde et lovforslag, der har til formål at begrænse den ulovlige udlejning. Forslaget indeholder blandt andet højere bøder og nye muligheder for at indhente oplysninger fra udlejerne.

Men forslaget indeholder ingen registrering eller indberetning af antal udlejningsdage, som HORESTA efterlyser.

Lovforslaget giver alene myndighederne mulighed for at indhente oplysninger, når de undersøger en konkret bolig. Derudover lægges der op til skærpede straffe ved overtrædelse af reglerne.

HORESTA mener, at lovforslaget er et skridt i den rigtige retning. Men forslaget giver fortsat ikke myndighederne et løbende overblik over udlejningen og er dermed ikke et reelt opgør med de forhold, som DR Kontant afdækkede.

”Det er positivt, at regeringen vil sætte hårdere ind. Men højere bøder nytter kun, hvis myndighederne kan opdage og dokumentere, hvem der bryder reglerne. Det forudsætter, at udlejerne skal lade sig registrere, at udlejningsportaler pålægges at indberette antal udlejningsdage, og at kontrol bliver langt mere effektiv,” siger Jeppe Møller-Herskind.

Bühlmann Hotels skal drive kommende hotel i Nordhavn

Et nyt hotel med mindst 360 enheder ventes at åbne i Københavns Nordhavn i slutningen af 2029. Bühlmann Hotels har udviklet konceptet og skal stå for driften, mens AKF og PensionDanmark står bag byggeriet.

Dorte Krak stopper som adm. direktør i Arp-Hansen

Robert Thomsen overtager 1. november posten som administrerende direktør for Arp-Hansen Hotel Group efter Dorte Krak. Den hidtidige topchef fortsætter som arbejdende næstformand med ansvar for blandt andet ejendomsudvikling og strategiske samarbejder.

Log ind