Et godt og trygt arbejdsmiljø kommer ikke af sig selv.

Det kræver, at både ledere og medarbejdere ved, hvordan de forebygger krænkende handlinger, og hvordan de griber ind, hvis problemerne opstår – både internt såvel som i mødet med gæsten.

Derfor fortsætter Branchefællesskabet for Arbejdsmiljø (BFA) Transport, Service-Turisme og Jord til Bord nu de gratis kurser i forebyggelse og håndtering af krænkende handlinger på arbejdspladsen.

Læs mere og tilmeld dig her

Interessen for kurserne har været så stor, at der er planlagt yderligere fire kursusforløb i 2027. Tilbuddet henvender sig bl.a. til virksomheder i hotel-, restaurant- og turismeerhvervet.

HORESTA er en del af BFA og opfordrer medlemsvirksomhederne til at gribe muligheden.

"Et trygt og respektfuldt arbejdsmiljø er en forudsætning for både trivsel og fastholdelse af medarbejdere. Derfor er det vigtigt, at virksomhederne har de rette værktøjer til både at forebygge og håndtere krænkende handlinger. De gratis kurser giver konkret viden, som kan omsættes direkte til hverdagen på arbejdspladsen," siger Vivi Nedergaard Lambert, arbejdsmiljøchef i HORESTA.

Konkrete værktøjer til hverdagen
Kurserne strækker sig over to dage og kombinerer faglig viden med praktiske øvelser og erfaringsudveksling.

Deltagerne får bl.a. indsigt i mobning, seksuel chikane og andre krænkende handlinger samt konkrete redskaber til at forebygge og håndtere dem. Kurset gennemgår desuden seks trin til håndtering af krænkende handlinger.

Mellem de to kursusdage får deltagerne mulighed for at afprøve tiltag på deres egen arbejdsplads. Erfaringerne kan derefter tages med tilbage til kurset, så den nye viden bliver koblet direkte til virksomhedernes hverdag.

Det anbefales, at flere fra samme virksomhed deltager, eksempelvis ledere, HR-medarbejdere, arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter. På den måde får virksomheden et fælles udgangspunkt for det videre arbejde med at skabe et trygt og respektfuldt arbejdsmiljø.

Underviser er Tine R. Holmegaard, der er autoriseret psykolog og specialist i arbejds- og organisationspsykologi med mere end 25 års erfaring inden for området.

Fire gratis kursusforløb i 2027
Kurserne afholdes følgende steder og datoer:

  • Roskilde: 20. januar og 23. februar
  • Silkeborg: 6. april og 12. maj
  • Middelfart: 24. august og 29. september
  • Kibæk: 7. oktober og 9. november

Deltagelse er gratis, men der er et begrænset antal pladser, hvorfor der kræves tilmelding. Der er desuden fortsat mulighed for at deltage i et kursusforløb i Aalborg den 2. november og 2. december 2026.

Læs mere og tilmeld dig her

Comwell henter ny hoteldirektør hos Scandic

Simon Kristensen tiltræder 1. januar 2027 som hoteldirektør på Comwell Bygholm Park i Horsens. Han kommer fra Scandic Opus Horsens og vender dermed tilbage til et hotel, hvor han tidligere har været receptionschef.

Scandic øger omsætning og resultat i tredje kvartal

Scandic Hotels Group har øget både omsætning og resultat i tredje kvartal 2026. Hotelkoncernen oplever fremgang i Danmark, mens højere belægning og omsætning pr. værelse bidrager til væksten på koncernniveau.

Danhostel Rønde kåret som Årets Vært 2026

Danhostel Rønde har modtaget prisen som Årets Vært 2026 på kædens landsmøde den 1. november. Prisen gives for personlig service, nye initiativer og gæsteoplevelser, der afspejler sig i høje vurderinger fra gæsterne.

Log ind