Et stigende antal hotelreservationer fra tyrkiske gæster, der aldrig dukker op eller afbestiller i sidste øjeblik, skaber store økonomiske problemer for flere københavnske hoteller.

Mandag aften satte TV2 Nyhederne nu også fokus på sagen, hvor HORESTAs adm. direktør Jeppe Møller-Herskind og Karen Nedergaard, adm. direktør hos Absalon Hotels, fortalte om udviklingen og dens konsekvenser for hotelbranchen.

Mistanken er, at nogle af reservationerne bliver foretaget for at dokumentere et planlagt ophold i Danmark i forbindelse med en visumansøgning, selv om den egentlige destination kan være et andet land i Schengen.

HORESTAs adm. direktør, Jeppe Møller-Herskind, udtalte sig om de mistænkelige tyrkiske bookinger til TV2 Nyhederne mandag aften. Foto: TV2

HORESTAs adm. direktør, Jeppe Møller-Herskind, udtalte sig om de mistænkelige tyrkiske bookinger til TV2 Nyhederne mandag aften. Foto: TV2

Også hos Danhostel har man oplevet den bekymrende tendens. Her fortæller direktør Maria Beck-Tange, at flere reservationer er foretaget med ugyldige betalingskort, som derfor ikke kan debiteres.

"For os er det blevet et reelt driftsproblem. Når en reservation ligger i systemet, planlægger vi efter, at værelset eller sengen er solgt. Hvis den forsvinder sent, eller gæsten aldrig kommer, står vi med en kapacitet, som vi ikke nødvendigvis kan nå at sælge igen. Det er ikke bare en administrativ irritation. Det har en reel økonomisk konsekvens, som hele branchen bliver ramt af. Derfor var vi også rigtig glade, da HORESTA valgte at tage fat på sagen bl.a. efter vores henvendelse,” siger Maria Beck-Tange, direktør hos Danhostel.

Maria Beck-Tange mærker som direktør hos Danhostel også udeblivelserne på forretningen. Foto: PR

Maria Beck-Tange mærker som direktør hos Danhostel også udeblivelserne på forretningen. Foto: PR

HORESTA vil råbe politikerne op
Overfor TV2 Nyhederne understreger Jeppe Møller-Herskind, at det er afgørende at få politisk opmærksomhed på problemet, så danske hoteller ikke utilsigtet bliver misbrugt til potentiel visumshopping.

"Opgaven her lige nu er jo at råbe vagt i gevær omkring det her og råbe politikerne op med henblik på at sikre, at vores medlemmer ikke får den her ufrivillige birolle og reserverer værelser til gæster, der aldrig kommer," sagde Jeppe Møller-Herskind til TV2.

Ifølge TV2 er antallet af tyrkiske statsborgere, der har fået visum til Danmark med turisme som formål, steget markant.

Tal fra Udenrigsministeriet, som Berlingske har fået, viser, at 3.679 tyrkiske statsborgere fik visum med turisme som formål i 2024. Ved den seneste opgørelse den 30. september 2026 var antallet steget til 45.765 tilladelser.

Samtidig oplyser TV2, at der aktuelt er kortest ventetid på den danske ambassade i Tyrkiet, når der skal søges om turistvisum til Europa.

"Vi kan forstå, at Danmark åbenbart er et af de lande med lavest sagsbehandlingstid og lavest afvisningsprocent, så der kan være en finte ved at gå ind i Schengen via Danmark, og det er det, vi frygter, der er tilfældet," lød det fra Jeppe Møller-Herskind.

Absalon Hotels oplever store tab
Hos Absalon Hotels i København har udviklingen været tydelig.

Karen Nedergaard, adm. direktør i Absalon Hotels, fortæller til TV2, at hotellet pludselig begyndte at modtage et stort antal reservationer fra Tyrkiet, som ellers normalt udgør et meget lille marked for virksomheden. Men den umiddelbare glæde over de mange nye reservationer blev hurtigt afløst af frustration.

"Glæden var meget kort, da de alle sammen blev annulleret. Det var nogle meget lange bookinger. Det kunne være helt op til en uge eller 14 dage, og når vi prøver at charge kreditkortet, viser det sig, at det ikke fungerer," sagde Karen Nedergaard i indslaget.

Karen Nedergaard, direktør hos Hotel Absalon, udtalte sig også som konkret hotelvirksomhed i nyhedsindslaget. Foto: TV2

Karen Nedergaard, direktør hos Hotel Absalon, udtalte sig også som konkret hotelvirksomhed i nyhedsindslaget. Foto: TV2

De mange aflysninger betyder, at hotellet risikerer at stå med ledige værelser, som kunne have været solgt til andre gæster.

"Det kan vi godt, men det er jo de færreste, der lige booker et værelse dagen før. Mange booker jo i god tid og planlægger jo deres tur til København, så det koster os helt sikkert penge på bundlinjen," forklarede hun om muligheden for at genudleje værelserne.

Udenrigsminister varsler begrænsning af turistvisa
Sagen har nu også fået en konkret politisk reaktion. I et skriftligt svar til TV2 oplyser udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), at han er opmærksom på problemet. Udenrigsministeriet vil derfor indtil videre sørge for, at der bliver indført en begrænsning på antallet af turistvisa, som udstedes til tyrkiske statsborgere.

Dermed varsler ministeriet nu indgreb i en sag, hvor HORESTA på vegne af overnatningserhvervet har advaret om risikoen for, at danske hoteller får en ufrivillig rolle i forbindelse med mulig visumshopping.

Hotel Randers skal finde ny direktør

Tom Boye forlader posten som direktør for Hotel Randers efter mindre end et år. Fratrædelsen skyldes uenighed med bestyrelsen om hotellets fremtidige strategi, og hotellet skal nu finde en ny direktør.

Tidligere hotelchef bliver vicedirektør i Den Gamle By

Nina Carlslund tiltræder 16. november som vicedirektør i Den Gamle By i Aarhus. Efter 13 år som hoteldirektør hos Scandic og en periode som administrerende direktør for Danske Hoteller skal hun nu arbejde med gæsteoplevelser, drift og forretningsudvikling.

Log ind