Trods advarsler fra ni lokale hoteller og kroer samt HORESTA har Silkeborg Byråd besluttet at hæve loftet for privat korttidsudlejning fra 70 til 85 dage om året. Det sker, selvom kommunens hoteller og feriecentre allerede har betydelig ledig overnatningskapacitet.
Den nye grænse blev vedtaget på et byrådsmøde forleden og møder nu skarp kritik fra HORESTA.
"Det er både skuffende og svært at forstå, at Silkeborg Byråd vælger at gå videre med forslaget, når det lokale overnatningserhverv så tydeligt har advaret mod konsekvenserne. Vi har stor respekt for, at politikerne ønsker at udvikle turismen i Silkeborg, men det bør ske ved at styrke de virksomheder, der allerede investerer i området og skaber lokale arbejdspladser. Ikke ved at give privat og ureguleret udlejning endnu gunstigere vilkår," siger Maria Olafsson, politisk chef i HORESTA.
Hotellerne advarede i fælles brev
Forud for byrådsmødet havde ni hoteller og kroer i Silkeborg Kommune sendt et fælles brev til samtlige byrådsmedlemmer.
Her advarede de bl.a. om, at flere udlejningsdage vil øge konkurrencen fra private udlejere, der ikke er underlagt de samme krav og forpligtelser som professionelle overnatningsvirksomheder.
Hotellerne fremhævede samtidig deres bidrag til lokalsamfundet. De skaber arbejdspladser, uddanner medarbejdere, betaler skat og investerer i Silkeborg som turistdestination.
"Det er værd at hæfte sig ved, at ni lokale virksomheder har taget sig tid til at skrive direkte til politikerne og forklare, hvad beslutningen kan betyde for deres forretninger. Det er virksomheder, som hver dag er med til at bidrage til liv, turisme og vækst i Silkeborg. Deres bekymringer burde have vejet tungere i den politiske beslutning," siger Maria Olafsson.
Et centralt kritikpunkt fra både HORESTA og de lokale hoteller er, at Silkeborg ikke mangler overnatningskapacitet.
I 2025 havde hoteller og feriecentre i kommunen en gennemsnitlig belægningsprocent på 63 pct. Selv i de travleste sommermåneder var der ledige værelser. I juli var belægningen 76,5 pct., mens den i august var 77,6 pct. Det betyder, at omkring hvert fjerde værelse stod ledigt, selv i højsæsonen.
Kun fem borgere svarede på høringen
Samtidig er det ifølge HORESTA svært at få øje på en bred efterspørgsel efter flere udlejningsdage i Silkeborg.
Forslaget blev oprindeligt rejst efter en henvendelse fra en enkelt borger. Da kommunen efterfølgende sendte forslaget i offentlig høring, kom der svar fra blot fem borgere, hvoraf fire ønskede en højere grænse.
"Når hotellerne allerede har masser af ledig kapacitet, og så få borgere har efterspurgt ændringen, er det svært at se behovet for at hæve grænsen. Vi savner ganske enkelt en bedre begrundelse for at ændre konkurrencevilkårene for et helt erhverv," siger Maria Olafsson.
HORESTA: Konkurrencen skal være fair
Silkeborg Kommune har mulighed for at hæve loftet for privat korttidsudlejning til maksimalt 100 dage om året. Den vedtagne grænse på 85 dage er derfor et politisk kompromis mellem det hidtidige loft på 70 dage og den maksimale grænse.
Men ifølge HORESTA ændrer kompromiset ikke på den grundlæggende udfordring.
Professionelle overnatningsvirksomheder skal leve op til en lang række krav om bl.a. brandsikkerhed, arbejdsmiljø og myndighedskontrol. De samme krav gælder ikke på tilsvarende vis for private udlejere.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Uventet millionarv overrasker sjællandsk museum
30-10-2026
-
Silkeborg hæver loftet for Airbnb-udlejning
30-10-2026
-
Tysk investor vil bygge hotel til 150 mio. kr. på Rømø
30-10-2026
-
Internationalt: Tre norske turistmål indfører ny turismeskat
30-10-2026
-
To hotelprojekter undtages fra hotelstop i København
30-10-2026
-
Skatteminister vil undersøge afgifter på autocampere
30-10-2026
-
Mere beskyttet natur kan bidrage med milliarder til turismen
30-10-2026