Planer om at genindføre en formueskat kan få alvorlige konsekvenser for et af Danmarks vigtigste væksterhverv. Ifølge HORESTA risikerer skatten ikke blot at svække investeringer i hotel- og restauranterhvervet. Den kan også føre til mindre dansk ejerskab i branchen.

Adm. direktør i HORESTA, Jeppe Møller-Herskind, advarer om, at forslaget kan skabe en situation, hvor danske ejere stilles dårligere end udenlandske investorer.

”Hvis danske ejere hvert år skal betale skat af værdien af deres virksomhed, mens udenlandske investorer ikke er underlagt den samme beskatning, opstår der en åbenlys konkurrenceforvridning. Det kan i sidste ende betyde, at flere danskejede hoteller og restauranter bliver solgt til udenlandske ejere,” siger Jeppe Møller-Herskind.

En stor del af virksomhederne i hotel- og restauranterhvervet er familieejede eller ejerledede. Værdien ligger ofte i bygninger, inventar, koncepter og goodwill og ikke i frie midler.

Hvis en formueskat også omfatter disse værdier, kan ejere blive tvunget til at trække penge ud af virksomheden for at betale skatten.

”Når værdierne er bundet i virksomheden, kan en årlig formueskat i praksis betyde færre investeringer i renovering, bæredygtighed, digitalisering og nye koncepter. Det er investeringer, der ellers er afgørende for at udvikle en branche, som konkurrerer internationalt om både gæster og investeringer,” siger Jeppe Møller-Herskind.

Hotel- og restauranterhvervet er samtidig et af de steder i dansk erhvervsliv, hvor mange iværksættere starter deres første virksomhed. Ifølge HORESTA kan en formueskat øge risikoen ved at etablere eller udvikle virksomheder i branchen og dermed svække iværksætterlysten.

”Vores erhverv er drevet af entreprenører, der investerer tid, kapital og personligt engagement i at skabe nye steder og oplevelser. Hvis rammevilkårene gør det vanskeligere at eje og udvikle virksomheder, risikerer vi færre iværksættere og færre arbejdspladser,” siger Jeppe Møller-Herskind.

Baggrunden for debatten er et forslag om at indføre en årlig formueskat på 0,5 procent af formuer over 25 millioner kroner for enlige og det dobbelte for ægtepar. Skatten skal betales af den del af formuen, der ligger over grænsen.

Ifølge HORESTA bør fokus i stedet være på at styrke investeringer, iværksætteri og konkurrenceevne i et erhverv, der i forvejen bidrager markant til vækst og beskæftigelse i hele landet.

Danske kokkeelever vinder nordisk guld

Danmark kan kalde sig Nordens bedste, når det gælder kokkeelever. Ved de nordiske mesterskaber for elever sikrede de danske deltagere sig guld i kokkedisciplinen og sølv blandt tjenereleverne

Deltag til Hotel Insights 2026 og få den nyeste indsigt i hotelmarked

HORESTA inviterer nu til årets første Hotel Insights 2026. Over to events i henholdsvis Vejle og København kan du som leder i hotelbranchen få den nyeste viden om markedet og udviklingen i branchen. Den 20. maj sætter vi scenen i Vejle og glæder os til en dag med fagligt indhold og netværk.

Log ind