Danmark er blandt verdens førende gastronomiske nationer. Men det er en position, der er under pres. Søgningen til uddannelserne falder, samtidig med at behovet for faglært arbejdskraft stiger.
Det kalder på nye greb, mener HORESTA, der opfordrer den kommende regering til at sikre fortsat fremgang på flere af de centrale reformspor inden for uddannelsessektoren.
”Flere centrale reformspor mangler stadig at blive afsluttet. Ikke mindst forhandlingerne om epx, og de haster. Epx skal være et reelt svar på to udfordringer: For mange unge vælger i dag en gymnasial vej, der ikke i tilstrækkelig grad afspejler arbejdsmarkedets behov, og et arbejdsmarked med stigende efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft,” lyder det fra Pia Svane, chef for kompetencer, bæredygtighed og certificering hos HORESTA.
Hun mener, at den tidligere nedsatte ekspertgruppe, med sin anbefalinger har leveret et solidt udgangspunkt. Men hvis epx skal lykkes, kræver det ifølge HORESTA et bredere blik på sammenhængen mellem uddannelsessystem og arbejdsmarked.
”Epx bør ikke blot være en ny gymnasial uddannelse. Den skal introducere og præsentere unge for erhvervsrettede uddannelsesveje i bred forstand - både erhvervsuddannelser og videregående uddannelser som professionsbachelorer - i en erhvervsrettet ramme. Målet er ikke at indsnævre valgmuligheder, men at kvalificere dem bedre og i højere grad matche den stigende efterspørgsel på arbejdskraft,” forklarer Pia Svane.
Fødevare- og restaurantbranchen er tydelige eksempler
Madkundskab giver allerede elever maddannelse i folkeskolen. Men der mangler en tydelig vej videre, fremhæver HORESTA.
”Der bør etableres en direkte linje til epx med et fagspor, hvor unge kan arbejde videre med madkompetencer og fødevareforståelse fra jord til bord. Det var ikke en del af ekspertgruppens udspil, men det er en nødvendig prioritering i en branche, der både skaber arbejdspladser og er central for dansk turisme”, siger Pia Svane.
Hun efterlyser samtidig, at en ny regering sænker aldersgrænsen for EUV1 (Erhvervsuddannelse for voksne), som der har været lagt op til.
”I dag spænder reglerne ben for både unge med erhvervserfaring og virksomheder, der mangler faglært arbejdskraft og har brug for hurtig opkvalificering,” siger Pia Svane.
Budskabet til en ny undervisningsminister er derfor enkelt:
”Start ikke forfra. Gør arbejdet færdigt. Få epx på plads med blik for hele uddannelseskæden. Prioritér fødevareområdet og fjern de barrierer, der i dag står i vejen for at uddanne flere faglærte. Danmark har ikke råd til andet,” siger Pia Svane.
Chef for kompetencer, bæredygtighed og certificering
Pia Svane
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Alsik forbedrer resultatet trods fortsatte røde tal for 2025
08-05-2026
-
Borgerlige partier advarer mod hotelstop i København
08-05-2026
-
The Burger Concept er begæret konkurs
08-05-2026
-
Ny rapport: Mere international arbejdskraft i restaurantbranchen
08-05-2026
-
Danskerne prioriterer rejser og oplevelser
08-05-2026
-
HORESTA ansætter ny HR- og netværkschef
08-05-2026
-
Turismeuddannelse vender tilbage på Aalborg Universitet
08-05-2026
-
Internationalt: Kraftigt fald i hotelbelægning i Dubai efter krig
08-05-2026