Den internationale uro i Mellemøsten sætter nu også tydelige spor hos danske hoteller – og især i København.

42 pct. af de københavnske hoteller oplever lavere eller markant lavere efterspørgsel fra asiatiske gæster som følge af konflikten i Mellemøsten, mens andelen for amerikanske gæster er 39 pct. Det viser tal fra en ny medlemsundersøgelse fra HORESTA.

Mellemøstkonfliktens påvirkning på gæstestrømme til København. Kilde: HORESTAs medlemsundersøgelse (sommeren 2026)

Mellemøstkonfliktens påvirkning på gæstestrømme til København. Kilde: HORESTAs medlemsundersøgelse (sommeren 2026)


Til sammenligning er påvirkningen uden for København væsentligt mindre. Her oplever bare 10 pct. lavere efterspørgsel fra asiatiske gæster og 14 pct. lavere efterspørgsel fra amerikanske gæster.

Ifølge HORESTA bliver effekten særlig stor i København, fordi hovedstaden ofte er en central destination for de internationale gæster. 

”København er langt mere afhængig af de oversøiske markeder end resten af landet, og derfor slår international uro hurtigere igennem her. Når amerikanere og asiater ændrer eller udskyder deres rejseplaner, er det København, der som destination mærker ændringerne først og størst,” siger Jeppe Møller-Herskind, adm. direktør i HORESTA.

Næsten to ud af tre i København forventer negativ effekt
Men det er ikke kun gæstestrømmene, København bliver ramt på. Konflikten sætter også et aftryk på hotellernes omkostninger og dermed forventningerne til bundlinjen for året.

63 pct. af de københavnske hoteller forventer, at konflikten vil have en negativ eller meget negativ effekt på deres bundlinje, mens det på landsplan gælder 52 pct.

”Det har flere gange vist sig utrolig svært at forudsige, hvordan konflikten udvikler sig, hvornår der kommer fred og hvornår vi igen vil se en normalisering af markedet. Derfor kan vi heller ikke sige, hvor længe effekten af krigen vil vare ved. Men tallene viser tydeligt, at den internationale uro allerede påvirker dele af branchen. Det vigtige nu at følge udviklingen på de oversøiske markeder tæt hen over resten af sommeren og ind i efteråret," lyder det fra Jeppe Møller-Herskind.

Især udgifter til energi samt priser på råvarer og fødevarer har hotellernes fokus. 35 pct. af hotellerne på landsplan svarer, at konflikten i høj eller meget høj grad har påvirket deres udgifter til energi og brændstoffer. Samme andel oplever en høj eller meget høj påvirkning af priserne på råvarer og fødevarer.

Optimistisk blik på fremtiden
Trods den internationale uro og de klare udfordringer, er hotelbranchens forventninger dog langt fra dystre, når vi kaster et blik på fremtiden.

For ved siden af den globale uro har også hedebølger og naturbrænde fået flere til at holde ferie tættere på hjemmet. Branchen forventer derfor også at se en højsæson, der har været understøttet af mange hjemlige gæster fra Danmark og vores nabolande - herunder især nordmænd, svenskere og tyskere.  

På landsplan vurderer 62 pct. af hotellerne deres fremtidsudsigter som lyse eller meget lyse. Og optimistismen er faktisk et nøk bedre på de københavnske hoteller, hvor 71 pct. ser lyst eller meget lyst på fremtiden.

”Det er vigtigt at holde fast i proportionerne. Hotelbranchen står grundlæggende stærkt, og der er fortsat stor efterspørgsel efter Danmark som destination. Men turismen er international, og derfor er vi også et erhverv, der hurtigt mærker det, når usikkerheden i verden vokser,” afslutter Jeppe Møller-Herskind.

Er du medlem af HORESTA? Så kan du læse den fulde medlemsundersøgelse.

Læs den her

Data for medlemsundersøgelsen er indsamlet i perioden 28. april til 12. juni. 

Hotel Faaborg Fjord går efter 50.000 gæster efter kåring

Hotel Faaborg Fjord forventer 50.000 gæster i år mod omkring 40.000 sidste år. Fremgangen følger flere års investeringer i faciliteter, værtskab og helårsoplevelser, mens hotellet samtidig er kåret som Danmarks bedste hotel hos OpdagDanmark.

Guldsmeden Hotels er tilbage i Aarhus

Guldsmeden Hotels har markeret åbningen af Belle Guldsmeden med 211 værelser i Aarhus. Kæden vender dermed tilbage til byen, hvor den blev grundlagt i 1999, samtidig med at hotelkapaciteten i Aarhus er under udvidelse.

Turismerekord i juli: HORESTA peger på flere årsager bag

Hotellerne i Region Hovedstaden havde 7,2 pct. flere overnatninger i juli end i samme måned sidste år. HORESTAs adm. direktør, Jeppe Møller-Herskind, ser samtidig muligheder for at tiltrække flere turister uden for højsæsonen.

Log ind