Har I en særlig talentfuld kok eller tjener arbejdende i jeres virksomhed?

Så er det nu, I skal give vedkommende et vigtigt skub. Fredag den 28. august lukker tilmeldingen til Årets Kok og Årets Tjener 2027. Derfor er der kun få dage tilbage til at give jeres medarbejder chancen for at teste sig selv mod nogle af branchens dygtigste kokke eller tjenere.

Læs mere om Årets Tjener 2027

Læs mere om Årets Kok 2027

Og hvem ved - måske er det jeres kok eller tjener, der kan gå hele vejen.

Årets Kok og Årets Tjener arrangeres af HORESTA og 3F og giver deltagerne mulighed for at udfordre deres faglighed, udvikle sig og blive en del af et stærkt fagligt fællesskab. For jeres virksomhed er det samtidig en mulighed for at bakke op om talent og ambitioner blandt medarbejderne.

Som optakt til dette års semifinalen har vi taget en snak med Peter Pepke, overdommer ved Årets Tjener 2027. Han håber især, at flere dygtige kokke og tjenere tør tage chancen og tilmelde sig.

"Vi er overbevist om, at der er mange dygtige mennesker derude, som kan meget mere, end de tror. Der er mange, som kan være i tvivl, om de er dygtige nok. Dem skal vi have frem i rækkerne, for ofte kan de meget mere, end de selv tror," lyder det fra overdommer Peter Pepke, der til dagligt arbejder som general manager & wine director hos Ambra og Esmee i København.

Giv talentet det sidste skub
Årets Tjener har i år fået en ny opbygning, hvor semifinalen er gjort mindre forberedelsestung. Her er målet netop, at flere skal turde stille op.

Ifølge Peter Pepke handler konkurrencen ikke om aldrig at lave fejl. Han ser bl.a. efter deltagere med tekniske evner, men som samtidig hviler i sig selv og deres faglighed og formår at komme videre, når noget ikke går som planlagt.

Personlighed og nærvær spiller også en stor rolle i bedømmelsen.

"Det spiller en stor rolle, at man er udadvendt og kan kommunikere sin viden på en forståelig måde til gæsten. Det er jo essensen ved hele vores fag. Du skal formå at formidle din viden til gæsten, så gæsten falder til ro og føler sig godt tilpas," siger han.

Et fagligt fællesskab, der rækker videre
For Peter Pepke er en af de største værdier ved konkurrencen det fællesskab, som deltagerne bliver en del af. Han kommer derfor med en klar opfordring.

"Kom med og oplev fællesskabet og ånden. Lad dig rive med af andre, der vil dygtiggøre sig. Du får venner og bekendtskaber for livet, som du også fagligt kan sparre med i din videre karriere," siger han og fortsætter:

"Man skal tilmelde sig, hvis man er et menneske, der ønsker at dygtiggøre sig i sit fag. Der ligger en stor værdi i det faglige fællesskab, man får gennem konkurrencen, og selvfølgelig vil branchens blikke også blive rettet mod en, hvis man vinder," siger Peter Pepke.

Semifinalerne ved Årets Kok og Årets Tjener finder sted søndag den 27. september 2026 på Kold College i Odense. Her går de seks bedste kokke og de seks bedste tjenere videre til finalerne søndag den 31. januar 2027 i Messecenter Herning.

Alle danske statsborgere med svendebrev som kok eller tjener, eller et tilsvarende udenlandsk uddannelsesbevis, kan deltage.

Tilmeldingsfristen er fredag den 28. august.

Læs mere om Årets Tjener 2027

Tilmeld dig Årets Tjener 2027

Læs mere om Årets Kok 2027

Tilmeld dig Årets Kok 2027

HORESTA vil have restauranter med i momsmodel

Restauranterne er presset af stigende omkostninger og nye krav, mens kommende momsregler kan skabe yderligere udfordringer. HORESTA peger samtidig på gastroturisme som en mulighed for vækst og øget turismeomsætning.

Få styr på overenskomsten: HORESTA afholder kurser 1. og 2. december

Når I lægger vagtplaner, håndterer sygemeldinger eller udbetaler løn, er overenskomsten en del af hverdagen. Den 1. og 2. december holder HORESTA kurser i hovedoverenskomsten med 3F. Her får jeres virksomhed overblik over reglerne og ændringerne fra overenskomstfornyelsen i 2025.

København rykker frem blandt verdens bedste kongresbyer

København er rykket fra en 13. til en syvendeplads på den globale rangliste over populære kongresbyer. HORESTA peger på, at placeringen er resultatet af flere faktorer, mens konkurrencen om de internationale kongresser er hård.

Log ind