Det hele startede for næsten tre årtier siden - i 1997 - med en caféen Props Coffee Shop i Blågårdsgade på Nørrebro i København.

Siden er Husted Gruppen vokset markant og tæller i dag kendte restauranter og barer i København som Bibendum, Falernum, Paté Paté, Wakha, Centralen i Nordhavn samt flere vinforretninger.

Vidste du, at...

Paté Paté, som er Kødbyens ældste restaurant, er opkaldt efter bygningens egen historie. I gamle dage lå der en leverpostejs-/patéforretning.

Vinbaren Bibendum er opkaldt efter det latinske udtryk ’Nunc est bibendum’: ”Nu skal der drikkes”.

Vinbaren Falernum er opkaldt efter ”Falernian wine” – en stærk hvidvin, som var højt værdsat i det gamle Romerrige.

 

Udeservering foran Falernum. Foto: Husted Gruppen.

Udeservering foran Falernum. Foto: Husted Gruppen.

I dag består Husted Gruppen af ca. 150 medarbejdere, der arbejder på tværs af virksomhedens mange enheder og koncepter – alle drevet af samme ambition om at skabe mindeværdige oplevelse med mad, vin og godt værtskab.

"Det er idéudviklingen og arbejdet med at finde og udvikle koncepter, der driver mig og som gør, at jeg er blevet ved i snart 30 år. Ambitionen har siden dag ét været at give folk en oplevelse, der er udover det, de regner med. Det må vi jo være lykkes nogenlunde med, eftersom jeg stadig er i gamet så mange år efter," siger Kenn Husted.

Fra coffee shop til Danmarks første vinbar
Kenn Husted er i dag 59 år men startede som selvstændig allerede som 21-årig, og iværksættergenet har fulgt ham lige siden. Et par år før årtusindskiftet åbnede han sin første coffee shop, og i 2001 tog han næste skridt med åbningen af Bibendum, som siges at være Danmark første vinbar.

Bibendum vinbar i aftenlys. Foto: Husted Gruppen.

Bibendum vinbar i aftenlys. Foto: Husted Gruppen.

Åbningen af vinbaren lagde kilen til Husted Gruppens måde at tænke nyt på. 

"Folk gik enten på værtshus eller diskoteker dengang. Ikke alle kvinder var lige begejstrede for værtshusene, og på diskotekerne kunne det være svært at mødes, hvis man også ville snakke i roligere omgivelser. Så vinbaren blev taget imod med kyshånd og åbnede en helt ny verden, danskerne ikke rigtig kendte til," fortæller han.

Bibendum kan i år fejre 25-års jubilæum, og det er ikke det eneste sted, Husted Gruppen har sat sit præg i bybilledet. Eksempelvis er Paté Paté den ældste restaurant i den københavnske bydel Kødbyen.

Kunsten at udvikle en trend
Det er ikke kun Kenn Husteds gæster, der er kommet med appetit gennem årene. Selv har han også haft stor appetit på at afsøge nye muligheder og være first mover på nye koncepter.

"Vi har holdt skarpt øje med forskellige trends gennem årene og brugt meget energi på at bringe dem rigtigt ind i en dansk kontekst. Mange gange skal man længere ud end at se, hvad naboen laver, for at finde noget sjovt og nyt," fortæller Kenn Husted. 

Inspirationen har han gennem årene hentet i bl.a. London og New York, hvor han nogle gange har rejst rundt flere måneder om året.

Købmandskab og velsmagende vin
Kenn Husted er købmandsuddannet og har også arbejdet kort i rejsebranchen, før han for alvor kastede sig over restaurantbranchen.

Vin blev tidligt et centralt element i forretningen. I begyndelsen handlede det om at købe vin til egne restauranter, men i dag er vinimport og salg til andre restauratører vokset markant.

"Vi startede med bare at købe vin til egen restaurant. I dag er omkring 10 procent af omsætningen på vin til egne forretninger, mens 90 procent er det, vi sælger til andre kolleger i branchen," fortæller Kenn Husted. 

Salg og snak om forskellige vine. Husted Gruppen sælger både engros og til private. Foto: Husted Gruppen.

Salg og snak om forskellige vine. Husted Gruppen sælger både engros og til private. Foto: Husted Gruppen.

Det giver Husted Gruppen en stærk position i markedet, forklarer han. 

"Det er med til at generere os en masse god omsætning. Samtidig giver det vores eksterne samarbejdspartnere og restauranter en tryghed at vide, at vi selv driver restauranter og derfor ved, hvad der er vigtigt i den sammenhæng".

Fællesskab i branchen
Husted Gruppen har meldt sig ind i HORESTA for at være en del af et stærkere branchefællesskab.

"Det er godt, at vi som branche har en organisation i ryggen, så vi kan stå stærkere. Der er mange dagsordener i vores branche, hvor vi har brug for at stå sammen for at finde rigtige og balancerede løsninger – eksempelvis på emballageområdet," lyder det fra Kenn Husted. 

Restaurant- og vinkæden ser samtidig en styrke i løbende at blive oplyst om brancheudvikling, benchmark og anden relevant data, som kan bruges i den løbende drift.

En branche i konstant bevægelse
Husted Gruppen driver i dag flere restauranter og vinforretninger og omsætter årligt for et trecifret millionbeløb. Samtidig følger Kenn Husted tæt med i branchens udvikling.

"Vores branche er benhård. Der åbner mange nye steder, og de unge har et helt nyt drive. Men der er hele tiden muligheder – også i at gå sammen med de unge," fortæller Kenn.

Husted Gruppen har de seneste år haft fokus at sikre stabil drift i udfordrende tider med coronapandemi og sidenhen inflation. Men ambitionerne om nye projekter er stadig intakte.

"Vi har ambitioner om, at noget nyt skal ske i år – en åbning af et nyt sted. Mere kan jeg ikke løfte sløret for på nuværende tidspunkt," siger han. 

For Kenn Husted har det lige siden 1997 handlet om at levere den gode oplevelse og skabe minder for gæsterne. Den ambition er der ikke ændret på, selvom HORESTA nu er den nye ingrediens på tallerkenen.

Er du ikke medlem af HORESTA, og ønsker du at vide mere?

Læs mere her

Log ind