Der er nu indgået en politisk aftale, som ændrer væsentlige vilkår for det udvidede producentansvar for emballage, der træder i kraft 1. oktober i år. Ordningen har været stærkt kritiseret af erhvervslivet for at være dyrere end forudsat, ugennemsigtig og i strid med de grønne målsætninger.
Med den nye aftale bliver producentgebyret opkrævet i fire rater fremfor som ét samlet beløb allerede i år. Samtidig afskaffes den volumenbaserede emballageafgift midlertidigt i 2026 og 2027, og beregningsmetoderne for gebyrer ensrettes på tværs af kommuner.
”Det er en stor lettelse, at politikerne har valgt at justere kursen. Vores branche har været meget bekymret for de voldsomme ekstraregninger, der lå foran os. Ordningen vil fortsat være dyr, men nu er der kommet en løsning, som både giver virksomhederne bedre likviditet og fjerner nogle af de værste skævheder,” siger Jeppe Møller-Herskind, konstitueret adm. direktør i HORESTA.
Vigtige indrømmelser
HORESTA har i måneder peget på, at producentansvaret i sin oprindelige form var markant dyrere end forventet, og at virksomhederne enten direkte eller indirekte ville blive mødt af ekstraregninger i millionklassen. Kritikken har også handlet om, at systemet paradoksalt kunne gøre plast mere attraktivt end pap og glas.
”Det er positivt, at vi nu får en ensretning af beregningsmetoderne. Det eliminerer risikoen for, at virksomheder i én kommune betaler langt mere end andre, og at miljøvenlige materialer straffes,” siger Jeppe Møller-Herskind.
Bedre vilkår for hele branchen
Selvom de fleste hoteller og restauranter ikke er direkte omfattet af producentansvaret, er mange blevet ramt indirekte gennem stigende priser fra leverandører.
”Derfor er det her en god nyhed for hele vores erhverv. Når producentgebyrerne dæmpes, og afgifter fjernes, mindskes presset også på de virksomheder, som ikke er direkte omfattet. Det er afgørende i en tid, hvor vores branche i forvejen kæmper med stigende omkostninger,” siger Jeppe Møller-Herskind.
HORESTA bakker op om intentionen
Organisationen understreger, at den fortsat støtter formålet med ordningen – nemlig at nedbringe emballagemængderne og sikre en grønnere fremtid.
”Vi har hele tiden bakket op om målet, men vi kunne ikke acceptere en model, der både var dyrere end nødvendigt og skæv i sine incitamenter. Derfor er vi meget tilfredse med, at der nu er en politisk ambition om at reducere gebyrerne fremadrettet. Det giver virksomhederne bedre rammer til at bidrage til den grønne omstilling,” siger Jeppe Møller-Herskind.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
-
HORESTA Play: Bella Group ser stort potentiale i kongresser frem mod 2030
10-07-2026
-
HORESTA: Turismen er en styrkeposition, ikke et problem der skal beskattes
10-07-2026
-
HORESTA: Regnefejl kan have gjort international arbejdskraft unødigt dyr
10-07-2026
-
Nyhedsbrevet holder sommerpause: Men vi er kun et opkald væk
10-07-2026
PRESSEKLIP
-
Park Lane Copenhagen skal på jagt efter ny direktør
09-07-2026
-
København kåret som verdens bedste by
09-07-2026
-
Nyt notat sår tvivl om regulering af beløbsordningen
09-07-2026
-
Sankt Helene i Tisvilde vil udvikles til luksusresort: Her er planerne
09-07-2026
-
Billund Lufthavnshotel løfter overskuddet
09-07-2026
-
Nyt madakademi skal styrke gastroturismen
09-07-2026
-
Frygt for ”larven fra helvede” udløser aflysninger i Odense
09-07-2026
-
Internationalt: Kina åbner hotel drevet af robotter
09-07-2026