Af Maria Olafsson, politisk chef i HORESTA

”De lange knives nat” er ovre, valgplakaterne skal være nede inden for en uge, og valgkampens budskaber skal omsættes til beslutninger, der skal danne ramme om vores lokalsamfund de næste fire år.

En stor og vigtig opgave venter alle de gen- og nyvalgte: De skal styrke kernevelfærden, sikre bedre pasning til de mindste, god undervisning i skolerne og værdig ældrepleje. De skal udvikle bymidter, lappe huller i vejene og styrke kulturlivet.

Men velfærd vokser som bekendt ikke op ad jorden af sig selv. Den skal finansieres. Og her kommer turisme- og oplevelseserhvervet ind i billedet.

Vi kan ikke levere pædagoger, sygeplejersker eller asfalt. Men vi kan noget andet: Vi kan skabe vækst, arbejdspladser og levende lokalsamfund i hele landet. Turismen er Danmarks fjerdestørste eksporterhverv, og alene i 2024 omsatte den for 169 mia. kr. og skabte cirka 149.000 job.

Når der åbner et nyt hotel, når en café får lov at udvide udeserveringen, eller når en by tør satse på events og oplevelser, så skaber det ringe i vandet. Ikke kun til glæde for os i branchen, men også for taxachaufføren, butikken på torvet, håndværkeren og det lokale fællesskab.

Derfor har vi i HORESTA forud for valget bl.a. lanceret et KV25-katalog med 12 konkrete initiativer, som vi har sendt til mere end 4000 lokalpolitikere på valg.

Forslag, der kan styrke erhvervslivet og dermed også kommunekasserne, og mange af dem koster ikke en krone. De handler om vilje, smidighed og samarbejde. Om at gøre det lettere at få tilladelser, skabe fair konkurrence, og give plads til mere udeservering, flere events og bedre rammer for oplevelser hele året.

Når de nyvalgte nu kaster sig over arbejdet, kan de tage vores forslag med i deres politiske virke. Spørge deres embedsmænd, hvad deres kommuner gør for at styrke turisme- og oplevelseserhvervet. Og hvis kommunen ikke har en strategi, så er det nu, den skal på dagsordenen.

Både vælgerne og erhvervslivet forventer det. En ny undersøgelse fra VisitDenmark viser, at hele 74 procent af danskerne bakker op om turismen. Ikke mindst fordi de kan se, hvordan erhvervet skaber liv, arbejdspladser og fællesskab i både by og land.

Så kære nyvalgte:

Vi ønsker jer god arbejdslyst – og vi glæder os til samarbejdet. Sammen kan vi skabe stærke lokalsamfund og levende byer i hele Danmark.

Se hele KV25-kataloget her

Maria
Politisk chef
Maria Olafsson

København blandt Europas billigere hotelbyer i lavsæsonen

Et nyt prisindeks placerer København i den billigere halvdel af 16 europæiske storbyer, når det gælder hotelovernatninger i januar og marts. Hovedstaden er billigere end blandt andet London, Amsterdam og Paris, mens Berlin og Prag har lavere priser.

Anni Matthiesen vender tilbage som turismeordfører

Venstre har fordelt ordførerskaberne på ny, og Anni Matthiesen overtager igen ansvaret for turismeområdet. Hun fremhæver turismens betydning for lokale arbejdspladser, erhvervsudvikling og vækst i hele Danmark.

Log ind