Siden sin tiltræden for knapt 2½ år siden, har regeringen øget arbejdsudbuddet markant, men fortsat ikke nok til at forsyne blandt andet hotel- og restauranterhvervet med tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft.

For blot fjorten dage siden dokumenterede nye tal, at hver tiende stilling i hotel- og restauranterhvervet aldrig bliver besat, og at virksomheder i stort omfang må gå på kompromis med de profiler, de ansætter.

Derfor lægger HORESTA nu en række forslag på bordet, som vil kunne hjælpe regeringen med at nå tættere på målet om at øge arbejdsudbuddet med 45.000 fuldtidsbeskæftigede i 2030.

”Vi har flere beskæftigede end nogensinde før. Alligevel mangler vi både hænder og hoveder i store dele af branchen, og det må og skal der findes løsninger på. Både på kort og lang sigt,” siger Maria Olafsson, politisk chef i HORESTA.

Der skal skrues på flere knapper
Ifølge HORESTA kræver det en bred politisk indsats, hvis hotel- og restauranterhvervet skal kunne leve op til sit fulde vækstpotentiale og bidrage med både arbejdspladser, skatteindtægter og liv i hele landet.

Organisationen mener, at der både er behov for strukturelle justeringer herhjemme – og for at se mere offensivt på mulighederne for at hente arbejdskraft udefra.

”Ledigheden i Danmark er historisk lav, og det betyder, at vi ikke kan løse udfordringen alene herhjemme. Vi er nødt til at skabe bedre rammer for at rekruttere internationalt – også uden for EU, hvor konkurrencen om arbejdskraft er mindre intens,” siger Maria Olafsson.

Samtidig peger HORESTA på, at der stadig er uudnyttet potentiale blandt både unge og seniorer, som i dag møder barrierer, der holder dem ude af arbejdsmarkedet. Derfor vil organisationen blandt andet foreslå bedre muligheder for studerende til at tjene flere penge ved siden af studierne og en mere fleksibel tilbagetrækning for seniorer, som gerne vil blive længere på arbejdsmarkedet.

”Der er mange, som gerne vil give et ekstra bidrag – men som i dag bliver bremset af regler, der ikke matcher virkeligheden på arbejdsmarkedet. Det skal vi have lavet om på,” siger Maria Olafsson.

Nyt politisk udspil på vej
Senere i maj præsenterer HORESTA et samlet politisk udspil med konkrete forslag til, hvordan Danmark kan sikre adgang til den arbejdskraft, som branchen har brug for – ikke bare for at opretholde driften, men også for at skabe vækst og udvikling i hele landet.

”Vi har samlet erfaringer og input fra hele erhvervet, og vi glæder os til at præsentere vores bud på løsninger. Danmark skal fortsat være et gastronomisk fyrtårn og en førende turistdestination – men det kræver politiske beslutninger, som tager udfordringerne alvorligt,” slutter Maria Olafsson.

Nye tal: Korttidsudlejning vokser markant i Danmark

Antallet af overnatninger via Airbnb, Booking.com og Expedia er steget 75 pct. siden 2019. HORESTA efterlyser bedre adgang til data, så myndighederne kan kontrollere, om reglerne for korttidsudlejning bliver overholdt.

Fire brancheprofiler skal finde vinderne af HORESTA Talent 2026

Fire markante profiler fra HORESTAs medlemsvirksomheder har sagt ja til at finde vinderne af HORESTA Talent 2026. Juryen får til opgave at udpege fire af branchens største unge talenter, som skal hyldes på HORESTA Årsdag den 12. november. Nu er jagten på kandidaterne i fuld gang.

Log ind