Næstved Kommune har i årevis ydet ulovlig støtte til Arena Næstved. Det slår kommunen nu selv fast i et svar til Ankestyrelsen, som blev vedtaget i byrådet i aftes.

Arena Næstved er en selvejende institution, der er drevet af en fond og lægger lokaler til events indenfor blandt andet sport, koncerter, konferencer, firmajulefrokoster m.v.

Problemet er, at arenaen tjener penge på kommercielle aktiviteter i konkurrence med private virksomheder samtidig med, at den får kommunal støtte.

Derfor bragte HORESTA tidligere på året sagen op over for Ankestyrelsen.

”Det er helt uacceptabelt, når offentlige kroner bliver brugt til at konkurrere mod vores erhverv. Vi glæder os over, at Næstved nu erkender fejlen og begynder at rydde op. For det her handler om fair konkurrence og om respekt for de virksomheder, der hver dag arbejder på markedsvilkår”, siger Jeppe Møller-Herskind, adm. direktør i HORESTA.

Ankestyrelsen har vurderet, at Næstved Kommune har givet Fonden Arena Næstved en række lån, da den blev stiftet.

Derudover har kommunen givet driftstilskud til ”medfinansiering af leasing og lån”, og det vurderer Ankestyrelsen også er ulovlig anlægsstøtte.

Ifølge kommunalfuldmagten og praksis må man ikke give anlægsstøtte til institutioner, som driver kommerciel virksomhed.

”Arena Næstved er langt fra enestående. Vi ser lignende konstruktioner i mange kommuner, hvor sportshaller, idrætscentre, kulturhuse og musikhuse med offentlig støtte bliver brugt til bryllupper, firmafester og julefrokoster. Når det sker med skattekroner i ryggen, er det både urimeligt og ofte ulovligt”, siger Jeppe Møller-Herskind.

HORESTA vil nu skrive til alle landets kommuner og gøre opmærksom på konklusionerne fra sagen i Næstved.

”Vi forventer, at den får konsekvenser i hele landet. Kommunerne skal kende lovgivningen og overholde den. Det her handler ikke om at modarbejde fællesskab og kultur, men om at sikre, at vores erhverv ikke skal konkurrere mod virksomheder, som delvist finansieres af skatteborgerne”, siger Jeppe Møller-Herskind.

Foto: Brixvold (Creative Commons) 

HORESTA advarer mod turistskat i København og Aarhus

Regeringen overvejer ifølge forlydender en turistskat på 20 kr. pr. overnatning i København og Aarhus samt en afgift på krydstogtskibe. HORESTA advarer om, at en ny afgift vil gøre Danmark mindre attraktivt for både internationale og danske gæster.

DR Kontant sætter fokus på danske skyggehoteller

DR-programmet Kontant undersøger nu systematisk korttidsudlejning af helårsboliger, der i praksis fungerer som hoteller. HORESTA håber, at udsendelsen kan sætte politisk fokus på bedre kontrol med udlejningen og klare konsekvenser, når reglerne brydes.

HORESTA advarer mod plan om turismeskat

Ifølge Børsen vil regeringen indføre en turismeskat på 20 kroner pr. overnatning i København og Aarhus. HORESTA kalder forslaget den forkerte vej for et erhverv, der skaber eksportindtægter, arbejdspladser og store skatteindtægter til Danmark.

Log ind