HORESTA får jævnligt henvendelser fra medlemmer, som er i tvivl om, hvad de skal gøre, når en gæst ikke har betalt en regning.

Hvis et skyldigt beløb ikke betales, skal der iværksættes en inkassoproces. Man kan som virksomhed vælge selv at iværksætte og gennemføre inkasso, såkaldt ”egeninkasso”, eller man kan vælge ekstern bistand i form af et inkassobureau eller en advokat.

Inden der iværksættes en inkassoproces kan det dog være en god ide, at sende en betalingspåmindelse, forklarer Kaare Friis Petersen, erhvervsjuridisk chef hos HORESTA.

"I en betalingspåmindelse bør der henvises til tidligere fremsendt faktura, og der bør fastsættes en ny betalingsfrist, f.eks. 7 dage. Man er dog ikke forpligtet til at sende en betalingspåmindelse, men da der kan være tale om forglemmelse eller andre undskyldelige omstændigheder, som forklaring på, at en faktura ikke er betalt, kan det være en god ide at gøre det," siger han.

Påkravsskrivelse kan være nødvendig
Reagerer gæsten ikke herpå, skal der sendes en såkaldt påkravsskrivelse, som er en egentlig rykker med pålæg af rykkergebyr og renter. På dette stadie skal man beslutte, om man selv vil forfølge kravet selv eller om man vil anvende et inkassobureau eller en advokat til at forfølge kravet.

Ønsker man ekstern bistand kan der henvises til HORESTAs medlemsfordelsaftale med inkassobureauet Collectia.

Se mere her

Hvis man selv vil sende en påkravsskrivelse, skal man være opmærksom på, at en sådan skal overholde kravene i inkassolovens § 10 herunder, at der som minimum skal fastsættes en betalingsfrist på 10 dage.

En påkravsskrivelse kan også indeholde krav om betaling af et rykkergebyr (fx 100 kr) samt betaling af morarenter efter rentelovens regler. Skrivelsen bør også indeholde et varsel om, at hvis kravet ikke betales, overgives det til retslig inkasso.

Næste skridt: Inkasso
Hvis kravet ikke betales efter fremsendelse af påkravsskrivelse er næste skridt retslig inkasso. Er kravet på under 100.000 kr. og bestrider skyldneren ikke kravet, så kan man sende et såkaldt betalingspåkrav via Fogedretten.

Se mere på Domstolenes hjemmeside

”Har gæsten fra starten bestridt kravet, enten hele kravet eller størrelsen heraf, bør man i stedet anlægge et almindeligt søgsmål ved domstolene med påstand om, at gæsten skal betale kravet," forklarer Kaare Friis Petersen. 

Er kravet under 100.000 kr. kan det ske i en forenklet proces, ”småsagsprocessen”.

Læs mere her

HORESTA foretager ikke inkasso på medlemmernes vegne, da HORESTA ikke har den fornødne autorisation eller de fornødne ressourcer hertil. Vi rådgiver dog altid gerne om processen, hvis du som medlem selv ønsker at inddrive et krav og ellers kan vi henvise til ovennævnte medlemsfordelsaftale med Collectia.

Medlemmer kan kontakte HORESTA for nærmere rådgivning. Ring da til HORESTAs juridiske call center på 35 24 80 40.

Kaare
Erhvervsjuridisk chef
Kaare Friis Petersen

Fem hoteller vender tilbage til HORESTA

Fem jyske hoteller har valgt at vende tilbage til HORESTA efter en periode uden for brancheforeningen. HORESTA ser beslutningen som en tillidserklæring til den specialiserede rådgivning og det faglige fællesskab.

Lempelser gør det nu lettere at drive restaurant og bar i Jomfru Ane Gade

Det bliver nu lettere at udvikle restauranter og barer i Jomfru Ane Gade. Aalborg Byråd har lempet eksisterende regler og fjerner nu flere af de dokumentationskrav, som HORESTA og branchen har arbejdet for at få ændret. Resultatet er mere smidige rammer og mindre bureaukrati for virksomhederne.

Nye regler om sygemeldte medarbejdere fra 1. juli 2026

Fra 1. juli bliver kommunens opfølgning på sygemeldte mere fleksibel. Virksomheder får en større rolle i vurderingen af, om der er behov for hjælp til at få medarbejderen tilbage i arbejde. Bliv klogere på ændringen her.

Log ind