Sommeren 2024 er en ny milepæl for den danske hotelbranche med et rekordhøjt antal hotelovernatninger. Med 6,7 millioner overnatninger er der sket en stigning på 3,3 procent sammenlignet med sommeren 2023. Det viser friske tal fra Danmarks Statistik, som HORESTA har analyseret.

Fremgangen skyldes især en markant vækst i antallet af udenlandske gæster. For første gang nogensinde har Danmark således haft over 3 millioner udenlandske hotelovernatninger i løbet af sommermånederne – juni, juli og august. Det er en stigning på hele 9,5 procent i forhold til samme periode sidste år.

Danmark bliver stadig mere populært
”Det er ikke overraskende, at hotelbranchen endnu engang sætter rekord i antallet af overnatninger, men det er rigtig positivt, at de senere års vækst fortsætter. Det viser, at branchen har et særdeles attraktivt produkt. Særligt væksten i København er afgørende, fordi antallet af hotelværelser er steget eksplosivt over de senere år. Der er meget ny kapacitet, der skal fyldes ud”, siger Jeppe Møller-Herskind, viceadm. direktør i HORESTA.

Ifølge HORESTA understreger udviklingen Danmarks stigende popularitet som rejsemål for internationale turister. Især gæster fra USA, Storbritannien, Tyskland, Kina og Polen har drevet udviklingen. På trods af denne vækst har enkelte lande såsom Belgien, Holland og Sverige dog sendt færre turister til Danmark denne sommer.

Region Hovedstaden i front
Regionerne har i stor udstrækning haft glæde af fremgangen i udenlandske besøgende. Region Hovedstaden, som står for en betydelig andel af landets turiststrømme, oplevede størst fremgang med hele 143.000 flere overnatninger end i sommeren 2023.

”Vi ser en markant stigning på 12 procent i udenlandske gæster i hovedstadsområdet, som viser, at København og omegn tiltrækker flere og flere turister. Samtidig har regionen dog mærket et fald i antallet af danske gæster”, lyder det fra Jeppe Møller-Herskind.

Mens antallet af feriegæster på landsplan er vokset, ser billedet lidt anderledes ud, når det gælder forretningsturister. Men antallet af feriegæster er steget med 5,2 procent i sommeren 2024 sammenholdt med sommeren 2023, har der været et fald på 0,6 procent i antal forretningsgæster.

Hoteller forventer stærk sommersæson

Danske hoteller forventer en god sommer trods global uro og økonomisk usikkerhed. Flere aktører peger på, at Danmark og Norden står stærkt som trygge destinationer for både danske og udenlandske turister.

Politikere: Hoteller skal sprede turismen i København

Efter beslutningen om at stoppe nye hoteller i store dele af Indre By diskuterer Københavns politikere nu, hvor fremtidens hotelprojekter skal placeres. Flere partier peger på byudviklingsområder uden for centrum med adgang til metro og S-tog.

København rykker op: Nu blandt verdens førende kongresbyer

Den danske hovedstad er rykket seks pladser frem på listen over verdens mest populære kongresbyer og indtager nu en 7. plads. Placeringen bliver fremhævet som et resultat af et bredt samarbejde på tværs af turisme- og eventbranchen.

Log ind