Københavns Kommune vil gerne have lov til at opkræve en turistskat. Det kræver dog en lovhjemmel fra Christiansborg, før sådan en skat kan indføres. Erhvervsminister, Morten Bødskov (S), har da også tidligere været ude at afvise turistskatten.

Men det har dog ikke fået de tre partier SF, Enhedslisten og Alternativet på Københavns rådhus til at opgive. De har fået Økonomiudvalget til at undersøge en række forskellige modeller for en turistskat. Udkastet indeholder fire modeller, og med opbakning fra Socialdemokratiet og Radikale blev det besluttet at sende et brev til erhvervsministeren i håb om, at han ikke afviser, men vil tage stilling til modellerne.

At indføre en turistskat, mener HORESTA dog ikke, er den rigtige vej at gå. Derfor var viceadm. direktør i HORESTA, Jeppe Møller-Herskind, i TV2 NEWS for at uddybe.

”Det er ikke en god idé at indføre en turistskat, fordi branchen bidrager rigtig meget. En gennemsnitlig turist i København bruger over 2.100 kroner i gennemsnit om dagen, hvilket svarer til et samlet forbrug på over 18,3 milliarder. Vi beskæftiger 38.000 fuldtidsstillinger og lægger et skatteprovenu på over 11 milliarder i de offentlige kasser. Så vi er et erhverv, der i den grad bidrager til, at der er økonomi til at investere i København som hovedstad,” sagde Jeppe Møller-Herskind.

I de fire modeller fra Økonomiudvalget foreslås det eksempelvis, at turister betaler en sats per overnatning på hotel, eller at krydstogtturister pålægges en afgift. Her skal pengene blandt andet øremærkes til at holde byen ren, lave flere toiletter og bedre cykelstier.

En beskatning er dog ikke den rette vej at gå, mener HORESTA, og derfor påpegede Jeppe Møller-Herskind i interviewet med TV2 News, at de mange indtægter, som branchen i forvejen bidrager med, i stedet kan føres tilbage til København.

”Man skal prøve at kigge på nogle af de kroner og øre, som branchen bidrager, og så tage nogle af de penge og investere i turismen. Det synes jeg, at man skylder vores erhverv, som i den grad bidrager til at promovere Danmark. Turisme- og oplevelsesindustrien er det fjerde største eksporterhverv, og det synes jeg, man skal honorere ved at investere i den på egen jord,” sagde Jeppe Møller-Herskind.

Hoteller skal hjælpe turister sikkert ud på cykelstierne

Københavns Kommune vil samle hoteller, cykeludlejere og turistbranchen for at finde løsninger på utryghed skabt af cyklende turister. Et muligt greb er bedre information til gæster om færdselsregler og københavnsk cykelkultur.

HORESTA tog debatten om drikkepenge i DR Aftenshowet

Skal man give drikkepenge i Danmark? Det spørgsmål var omdrejningspunktet, da HORESTA forleden deltog i DRs Aftenshowet. Budskabet var klart: Ingen er forpligtede til at give drikkepenge, men det er en måde at vise anerkendelse på.

HORESTA advarer mod dansk turismeskat

Erfaringer fra Amsterdam viser ifølge HORESTA, at turismeskat ikke mindsker antallet af besøgende. Organisationen peger i stedet på bedre styring af gæstestrømme og regulering af korttidsudlejning.

Log ind