Mens mange danskere pakkede kufferten og drog til udlandet dette efterår, valgte hundredtusindvis af udenlandske turister at gøre det modsatte: De fandt vej til Danmark.

Nye overnatningstal for oktober viser, at antallet af hotelovernatninger på danske hoteller fortsat stiger, og det er især udenlandske hotelgæster, der driver væksten. Det viser tal fra Danmark Statistik, som HORESTA har analyseret.

Ny rekord for oktober
I totale hotelovernatninger er der tale om en stigning på 6,7 pct. på danske hoteller i oktober 2024 sammenholdt med samme måned sidste år. Det er ny oktober-rekord, og det overgår således tallene for oktober 2023 med hele 109.000 flere overnatninger.

Specifikt for udenlandske overnattende på danske hoteller, er der tale om en stigning på imponerende 18 pct. fra oktober 2023 til oktober 2024.

Ifølge cheføkonom hos HORESTA, Jonas Kjær, kan de nye tal være udtryk for en mulig ny tendens.

”2024 har hidtil budt på ret beskedne stigninger i hotelovernatningerne, og den tendens bliver der faktisk brudt med i oktober. Takket være flere udenlandske gæster overgår vi niveau for oktober sidste år med længder,” siger Jonas Kjær.

Færre danskere overnatter på danske hoteller
Lidt anderledes ser udviklingen ud i danske overnatninger. Her er der nemlig tale om et lille fald på 0,3 pct. svarende til ca. 3.000 færre overnatninger i oktober sammenholdet med samme måned sidste år.  

"I oktober, hvor især efterårsferien fylder, kan det være oplagt, at ferievaner spiller ind på tallene. Efter flere år, hvor hjemlige destinationer har været populære blandt danskerne, ser vi, at danskerne i lidt højere grad rejser uden for landets grænser. Trods et mindre fald i år har hotellerne fortsat flere danske overnatninger end før pandemien," siger Jonas Kjær.

Fortsat fremgang i udenlandske overnattende
At den markante fremgang i overnatninger foretaget af udenlandske gæster fortsætter er ifølge HORESTA positivt nyt.

"Det er positiv læsning, at udenlandske turister i stigende grad søger mod Danmark, og det er samtlige regioner, der har fået glæde af flere internationale gæster," siger Jonas Kjær og tilføjer, at væksten især er drevet af de tyske, amerikanske og svenske gæster.

Det er primært landets storbyer, der driver væksten i overnatningstallene, men flere mellemstore byer skiller sig også positivt ud – herunder bl.a. Nyborg, Tønder og Vejen. Desuden er det ferierejsende frem for erhvervsturister, der fylder i de samlede overnatningstal.

Ny direktør skal løfte Karrebæksminde Strandhotel

Denize Scharff Stripp tiltræder 1. september 2026 som hoteldirektør og projektleder på Karrebæksminde Strandhotel. Hun får det overordnede ansvar for både den daglige drift og den videre udvikling af hotellet, som har ambitioner om at blive blandt landets bedste strandhoteller.

Hotel i Odense udvider med knap 250 nye værelser

Best Western Plus Hotel Odense får 248 nye firestjernede værelser og når dermed op på 552 værelser. Udvidelsen skal styrke hotellets position inden for større møder, konferencer og events.

Log ind