Aldrig før har omsætningen i hotel- og restauranterhvervet været så høj, som i 2022. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Hotellerne gik 12 pct. frem sammenlignet med 2019, mens restauranternes omsætning steg med hele 21 pct.

"Det er jo fantastisk, at danskerne har prioriteret de gode oplevelser i et år, hvor deres købekraft ellers er blevet svækket. Forbrugerne har uden tvivl skulle foretage både til- og fravalg, hvad angår husholdningsbudgettet, og der er vi selvfølgelig glade for, at de har set en stor værdi i at tage på restaurant og hotel med familie og venner," siger Jeppe Møller-Herskind, kommerciel direktør i HORESTA.

Selvom sådanne tal normalt ville give anledning til ubetinget jubel i HORESTA, så understreger han dog, at historien er mere nuanceret end blot fortællingen om toplinjen.

”Det er blevet dyrere at drive både hotel og restaurant. Hertil kommer, at konkurrencen er blevet intensiveret med mange nye spisesteder og hotelværelser i branchen de senere år,” fortæller han.

Jeppe Møller-Herskind understreger dog, at situationen i erhvervet havde været endnu mere alvorlig, hvis ikke det havde været for den store opbakning fra gæsterne.

”Den øgede omsætning og efterspørgsel har været medvirkende til, at en del af virksomhederne har kunnet betale de store regninger. Virksomhederne havde dog håbet, at overskuddet efter pandemien kunne være brugt på at afvikle den gæld, som de opbyggede under coronakrisen. Branchen er dybt afhængig af, at gæsterne bliver ved med at komme ud og få gode oplevelser, men vi ser en ændring i gæsternes vaner i slutningen af 2022, hvor forbruget har været aftagende,” siger Jeppe Møller-Herskind.

Både i fjerde kvartal af 2022 og i årets første måned registrerede Danmarks Statistik dobbelt så mange konkurser i erhvervet i forhold til gennemsnittet op til krisen.

Danske topplaceringer på World’s 50 Best styrker gastroturismen

Tre restauranter fra hovedstadsområdet har fået placeringer på The World’s 50 Best Restaurants 2026. Ifølge HORESTA kan den internationale anerkendelse tiltrække flere turister til Danmark og skabe omsætning i både hotelbranchen og det øvrige oplevelseserhverv.

HORESTA advarer om visumshopping på danske hoteller

En rundspørge blandt hoteller i København viser, at mange oplever afbestillinger i sidste øjeblik eller gæster, der slet ikke dukker op. HORESTA frygter, at hotelreservationer bliver brugt til at opnå visum til Danmark, og advarer om økonomiske tab for branchen.

Log ind