Efter at Danmark i torsdags vandt det uofficielle Europamesterskab for kokke, skulle den næste store stjernekok søndag findes, da finalen i Årets Kok 2022 blev afviklet i MCH Messecenter Herning.

Vinderen blev Marc Foged Stockmarr fra Restaurant God Smag i Hellerup nord for København, og dermed fik han endelig opfyldt drømmen, efter at han tidligere har måtte nøjes med en andenplads kun 0,37 point efter vinderen.

Finalisterne skulle kreere en varm forret med shiitake-svampe samt en hovedret med kam, skank og svær af Bertels-gris. I desserten skulle indgå æg, kardemomme og æbler.

Konkurrencen løb over seks timer, og Marc Foged Stockmarrs præstation var nok til at imponere en række af landets dygtigste kokke i dommerpanelet med blandt andre den tidligere verdensmester for kokke, Kenneth Toft-Hansen fra Svinkløv Badehotel. 

Andenpladsen gik til Bjarke Jeppesen fra Domestic, mens Tommy Jespersen fra Gastroca vandt bronze.

Årets Tjener er fra Jylland

Samtidig med Årets Kok dystede fem af landets dygtigste tjenere om titlen som Årets Tjener. Her lykkedes det Mathias Breinholt fra Restaurant Moment på Djursland at vinde guld. Sølvmedaljen gik til Kristine Slott Olsen fra Restaurant Formel B, mens Dennis Blok fra Molskroen vandt bronze.

Deltagerne i Årets Tjener-konkurrencen skulle blandt andet vise deres evner i at sable champagne og lave Bloody Marys.

Begge konkurrencer var certificeret med Det Økologiske Sølvmærke, da 76 pct. af det samlede måltid – inklusive vine – var økologisk.

Det er HORESTA og 3F, der står bag de to konkurrencer, og vinderne modtager foruden trofæ en check på 40.000 kr.

HORESTAs adm. direktør, Jannik Nytoft, er meget imponeret over det høje niveau i dagens konkurrencer.

”Det er konkurrencer som Årets Kok og Årets Tjener, der gennem mange år har født de store danske talenter, som senere har sat Danmark på det gastronomiske verdenskort. Deltagerne i denne finale har trænet hundredvis af timer for at forfine deres teknikker, og i dag skulle de levere under stort pres. Det gjorde de, og det var dejligt at få bekræftet, at næste generation i vores branche ikke alene er fagligt ambitiøs men også rummer et meget stort potentiale”, siger Jannick Nytoft.

I denne video kan du se lidt af, hvad de skulle igennem, og hvordan det så ud, da vinderne blev råbt op og konfettien sprang.


Årets vindermenu fra Marc Foged Stockmarr

Forret:
Shiitake svampe med jordskokker
Stegt skalotteløg
Persille
Shiitake fume

Hovedret:
Stegt svinekam med salvie
Skank
Let røget selleri
Asparges
Sauce med timian

Dessert:
Kardemomme iscreme med ale
Porcheret æble
Lun karamel sauce

SLUTPLACERINGER

Årets Kok

  1. Marc Foged Stockmarr, God Smag, Hellerup
  2. Bjarke Jeppesen, Domestic, Aarhus
  3. Tommy Jespersen, Gastroca, Langeskov

Årets Tjener

  1. Mathias Breinholt, Restaurant Moment, Rønde
  2. Kristine Slott Olsen, Restaurant Formel B, København
  3. Dennis Blok, Molskroen, Ebeltoft
Årets Kok 2022 blev Marc Foged Stockmarr fra Restaurant God Smag

Årets Kok 2022 blev Marc Foged Stockmarr fra Restaurant God Smag

Årets Tjener 2022 blev Mathias Breinholt fra Restaurant Moment

Årets Tjener 2022 blev Mathias Breinholt fra Restaurant Moment

Har du styr på GDPR?

HORESTA tilbyder, sammen med samarbejdspartneren Lexoforms, en fysisk workshop, hvor du arbejder med GDPR-dokumentationen for din egen virksomhed.

Log ind