Regeringen har i dag fremlagt en strategi for, hvordan dansk turisme tager skridtet til et hidtil uset niveau. Og fokus er både på at løfte erhvervets omsætning og øge det samlede fokus på bæredygtighed.

Fra politisk side har man en målsætning om at hæve erhvervets omsætning fra 139 mia. kr. om året i 2019 til 190 mia. kr. i 2030. Oven i det vil man stræbe efter, at 70 pct. af landets overnatningssteder skal være miljømærket ved indgangen til næste årti.

”Det er på sin plads, at man anerkender turisme- og oplevelseserhvervet som en vækst-’driver’ med en ambitiøs strategi. Vi er ikke i tvivl om, at branchen kan indfri ambitionerne, for potentialet er endnu større, og viljen til at slutte sig til den grønne bølge er stor,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør i HORESTA.

Han understreger dog, at strategien skal følges op med initiativer, for der er en grund til, at branchens potentiale endnu ikke er realiseret.

Blandt andet ligger prisniveauet i Danmark 41 pct. over EU-niveauet, hvilket blandt andet skyldes høje skatter og afgifter. Det er det højeste i hele Nordeuropa, viser tal fra Eurostat. Samtidig higer mange virksomheder efter medarbejdere for at imødekomme efterspørgslen fra gæsterne. To ud af tre hoteller er nødt til at sige nej til omsætning på grund af rekrutteringsudfordringer, og det samme gælder for 54 pct. af restauranterne.

”Der er intet branchen hellere vil end at trykke speederen i bund. Særligt efter nogle kedelige coronaår. Men det kræver, at man politisk er klar til at lytte til erhvervets udfordringer og handle på dem, når den danske branche samtidig har EU's højest momssatser. Vi er i skarp konkurrence med nabolandene, og Danmark er ikke den eneste destination, der har indset det enorme potentiale, som turismeerhvervet rummer. Skal strategien lykkes, så skal politikerne sikre bedre rammevilkår for virksomhederne,” siger HORESTAs adm. direktør.

Jannick Nytoft håber derfor, at man er klar til at investere sig til positionen som den mest bæredygtige turistdestination i Nordeuropa, som målsætningen lyder i strategien.

”Man fristes næsten til at sige, at bæredygtig turisme er en dansk opfindelse. I 1994 var HORESTA med til at lancere turismens miljømærke Green Key, der i dag er hos flere end 3.200 virksomheder fordelt på 60 lande. Og selvom det er en dansk styrkeposition, så skal der handles og investeres massivt i den grønne omstilling i de kommende år,” fortæller Jannick Nytoft.

I strategien er også en forventning om, at alle landets statslige destinationsselskaber skal miljømærkes. Her har HORESTA udviklet Green Tourism Organization, som allerede er at finde hos Wonderful Copenhagen, Visitaarhus, Destination Himmerland, VisitDenmark, Visit Aalborg og Inspiring Denmark.

HORESTAs politiske direktør, Kristian Nørgaard, var med, da erhvervsminister Simon Kollerup (S) her til formiddag præsenterede strategien i Fårup Sommerland.

headerImage

HOLD DIG OPDATERET

Start dagen med HORESTAs nyhedsbrev. Alle hverdage udsender vi rådgivning og relevante branchenyheder til din indbakke.

Regeringen vil miljømærke alle destinationsselskaber

Alle offentlige turismeorganisationer skal være bæredygtighedscertificeret. Sådan lyder ambitionen i et af pejlemærkerne for dansk turisme i den strategi, som regeringen fremlagde i slutningen af juni på baggrund af et samarbejde i Det Nationale Turismeforum.

Log ind