Fløjlsmøbler, enorme blomsterbuketter og naturfarvede nuancer på væggene. Hotel Kong Frederik tilbyder gæsterne en afslappet og hjemlig oplevelse på hotellet i centrum af København. Her finder man hverken glaspartier eller pangfarver, understreger hoteldirektør Kenneth Pedersen, der netop har meldt virksomheden ind i HORESTA. 

“Vi er et klassisk ældre hotel i hjertet af København i engelsk townhouse-stil. Hotellet er ikke minimalistisk og moderne som de fleste nyere hoteller. Vi har fokus på at skabe en stemning, hvor romantik, varme og charme er i centrum.”

Og den romantiske stemning var da også særligt i fokus for nylig, hvor mange fejrede Valentinsdag. Her havde hotellet lanceret et særligt tilbud til par.  Men direktøren har også lagt mærke til et nyt kundesegment, som besøger hotellet hyppigere på grund af corona. Nemlig danske mødre eller fædre, der snupper en overnatning med ungerne.

“Vi har nu fire gange inden for få måneder haft besøg af en mor og en datter. Datteren siger, at hun ikke vil bo andre steder end hos os, og det varmer skønt om vores hotelhjerter i disse kolde tider."   

Hotellet har nemlig fokus på at give gæsterne en god oplevelse i en mærkelig tid. Så nok er rammer luksuriøse, men servicen er personlig. 

“Vi ønsker at vores gæster nyder det øjeblik, som et hotelophold jo egentlig er. At de føler sig sete, og at vi har tid til dem. “

Og det er heldigvis ikke svært for hotellets stab at levere så konstant høj service, forklarer Kenneth. 

“At vi synes, det er sjovt at være på arbejde gør det meget lettere at yde god service.”

(artiklen fortsætter under billedet)

Hotellet forsøger sig nemlig konstant med nye initiativer, der ikke blot skal optimere gæsteoplevelsen, men som også forsøder arbejdsdagen for de ansatte. For at fortælle gæster om hotellets centrale placering i det indre København, lavede de en lille gimmick på sociale medier, hvor de smagte på Fastelavnsboller fra fire lokale bagere. Så selvom rammerne er historiske, er strategien moderne. 

"Vi har alle en sund nysgerrighed på, hvad der rører sig, og vi har flere gange været first movers på nye tiltag."

Og nytænkning og vedholdenhed er der brug for i en krisetid, forklarer Kenneth, som stor-nyder hver eneste gang en gæst træder ind ad hoveddøren. Og han er i den grad klar til at byde endnu flere velkommen.

"Vi glæder os til at komme ud på den anden side af Covid-19, for vi er så klar til at blive væltet af gæster.”

Krisen har desuden gjort det tydeligt, hvor vigtigt det er at stå sammen i en svær tid. Derfor har hotellet netop meldt sig ind i HORESTA. 

"En kollektiv brancheaftale er et vigtigt parameter for både personale, ledelse og gæster. Derfor har vi meldt os ind i HORESTA."

Log ind