Om knap en uge får landet en genåbningsplan fra regeringen, og der forventer HORESTA blandt andet, at der er helt klare udmeldinger om lempelse på rejserestriktionerne. Det er fuldstændigt afgørende, at vi får åbnet op for grænserne, så hurtigt det overhovedet er sundhedsmæssigt forsvarligt, fortalte adm. direktør i HORESTA, Katia K. Østergaard, til TV2 News tirsdag.

”Man skal huske, at turisme er et af Danmarks helt store eksporterhverv. Udenlandske turister omsætter i Danmark for 57 milliarder om året. Det svarer til 4,6 procent af den samlede danske eksport. Så det er ikke bare på vegne af hoteller, restauranter og campingpladser, som jeg repræsenterer, men faktisk på vegne af hele vores samfund, at jeg mener, at vi er nødt til at få gang i de eksportindtægter, som vi står og mangler. Og som vi jo altså er fuldstændigt afskåret fra, som tingene er i øjeblikket,” fortalte Katia K. Østergaard.

Hvad angår rejserestriktioner og grænselukninger lød budskabet desuden:

”Hvorfor skulle vi gøre det mere restriktivt, end det, vi ser de andre lande gøre? Selvfølgelig kan man åbne på grænserne på samme måde, som de gør. Vi har i dag ekstremt restriktive regler. Blandt andet har vi et karantænekrav efter, at man faktisk er testet adskillige gange for overhovedet at komme ind i landet. Hvorfor skal man i karantæne efterfølgende? Hvorfor kan man ikke tage testen først og have sin karantæne, inden man rejser hertil? De karantænekrav, der ligger nu for at komme til Danmark, er ekstremt lang tid, hvis du kommer hertil med det formål at være turist. Så sådanne krav er i sig selv være fuldstændig hindrende og ødelæggende for turismen,” sagde Katia K. Østergaard.

HORESTAs direktør advarer dog mod, at man fra politisk side iværksætter en ny seksdagesregel.

”Det vi så sidste sommer, hvor man lagde en form for mur rundt om København med en seksdagesregel, som vi fortsat mener var i strid med EU-reglerne, det vil vi meget nødigt se igen. Det giver helt sig selv.”

Katia K. Østergaard har store forhåbninger til de genåbningsforhandlinger, der finder sted lige nu. Hun mener, der er en række ting, der gør, at vi kan se noget lys for enden af tunnelen. For det første er vaccinepasset ganske langt. Det har vi store forventninger til, når det handler om at få åbnet grænserne meget mere. Det andet lys er, at vores erhvervsminister og finansminister, der begge har været meget tydelige i at være ude og sige, sammen med de førende nationaløkonomer, at man er nødt til at kigge meget målrettet ind på eksporterhvervene og på oplevelseserhvervene, lød det på TV2 News.

Log ind