Regningen for at holde restauranterhvervet nedlukket i 30 uger det forgangne år løber op i 18 milliarder kroner. Alene i tabt omsætning. Det viser en opgørelse, som HORESTA har lavet på dagen, hvor erhvervet igen kan slå dørene op efter at have været lukket siden december.

”Det har været utrolig omkostningsfuldt for virksomhederne at blive ved med at betale en stor del af regningerne samtidig med, at omsætningen er væk. Derfor har mange i erhvervet oparbejdet en stor gæld det forgangne år. Forhåbentlig bliver dagens genåbning et skridt på vejen til en genrejsning af branchen,” siger Kirsten Munch, politisk direktør i HORESTA.

Genåbningen bliver med nye krav om både coronapas og bordreservation. Begge dele er restriktioner for de hårdt prøvede virksomheder, som de ikke har prøvet kræfter med før.

”Disse nye restriktioner sætter en gevaldig stopper for de spontane restaurantbesøg, og man skal huske på, at det blot er nye lag af krav, som virksomhederne skal leve op til. Og det er alt sammen tiltag, der begrænser mulighederne for at skabe omsætning. Derfor håber vi meget, at danskerne har bestilt bord, og har et frisk coronapas i hånden, når branchen i morgen igen kan byde velkommen,” siger Kirsten Munch.

Og selvom gensynets glæde forhåbentlig bliver stort i de kommende uger, så tilføjer HORESTAs politiske direktør, at kurven hurtigt fladede ud sidste år, og man er derfor politisk bliver nødt til at se på, hvordan man kan hjælpe erhvervets efterspørgsel på vej. Det kan være med momsnedsættelse for turisme- og oplevelseserhvervet, et oplevelsesfradrag til danskerne eller en effektfuld sommerpakke, der tilgodeser både virksomhederne i og uden for byerne.

Da erhvervet genåbnede efter første nedlukning sidste år, var danskernes privatforbrug på restauranter 10 til 20 procent lavere end på samme tidspunkt i 2019. Det viser tal fra Danske Banks Spending Monitor, men med til historien hører dog, at virksomhederne også manglede omsætning fra erhvervsrejsende og udlændinge i forbindelse med første genåbning. Det samme vil gøre sig gældende i dag, når de igen slår dørene op.

Regeringen dropper turismeskat men fastholder krydstogtafgift

Regeringens plan om en turistskat på overnatninger i København og Aarhus er ikke med i finanslovsudspillet. Til gengæld vil regeringen fra 2028 indføre en afgift på 200 kr. pr. krydstogtpassager, som ventes at indbringe staten 300 mio. kr. årligt.

Turismeskat kan indbringe staten 350 mio. kr. i to byer

En turismeskat på 20 kr. pr. overnatning i København og Aarhus kan give staten en årlig indtægt på omkring 350 mio. kr. Det viser nye beregninger fra skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt, der samtidig understreger, at der er betydelig usikkerhed om konsekvenserne.

Fem forhold kan afgøre turistskattens skæbne

Regeringen overvejer ifølge et internt notat en turistskat på 20 kr. pr. overnatning i København og Aarhus som led i finansieringen af et kommende skatteudspil. Turistmonitor peger i en analyse på uenighed om både selve afgiften og anvendelsen af indtægterne.

Log ind