Tirsdag åbner Folketinget, men hvornår åbner vi? Og hvad er planen indtil da?

Det spørger HORESTA om i et åbent brev til Folketingets politikere forud for demokratiets festdag og midt i en periode, som er alt andet end festlig for hotel-, restaurant- og turisterhvervet.

”Vores erhverv har brug for at vide, hvor længe vi skal leve med skrappe restriktioner. Lige nu kører vi ud ad en landevej med bind for øjnene, som gør det umuligt at drive vores forretning og planlægge noget som helst. Vi beder om en klar plan for, hvornår vi igen kan begynde at åbne op, og hvad der skal til for, at restriktionerne bliver fjernet. Det er kun rimeligt, at vi ved, hvad vi skal forholde os til,” siger HORESTAs politiske direktør, Kirsten Munch.

Hun understreger, at hotel-, restaurant- og turisterhvervet har vist samfundssind, siden corona brød ud i Danmark – blandt andet ved at hjemsende medarbejdere med tab, fordi virksomhederne trods lønkompensation skulle betale en del af lønnen. Håbet var dengang, at erhvervet i løbet af nogle måneder kunne komme tilbage på sporet, og at medarbejderne kunne hentes tilbage. Siden er en del af dem blevet opsagt, fordi nye restriktioner i august har fået både virksomheder, offentlige myndigheder og privatpersoner til at aflyse hotelophold, restaurantbesøg, møder, kurser og konferencer. Dette er sket samtidig med, at hjælpepakkerne udfases.

”Vi kører på syvende måned og bliver fortsat underlagt flere og flere restriktioner, mens hjælpen bliver mindre og mindre. Vi efterlyser en plan, der fortæller, hvilke kriterier, der udløser restriktioner og særligt hvilke kriterier, der fjerner dem igen - og ikke mindst hvem der står med regningen i sidste ende,” siger Kirsten Munch.

HORESTA håber, at I vil 'like' og dele opslaget på LinkedIn, som I finder her.

HORESTAS ÅBNE BREV TIL CHRISTIANSBORG:

Kære Christiansborg

Tirsdag åbner Folketinget, men hvornår åbner vi? Og hvad er planen indtil da?

Selvom nogle af disse spørgsmål er svære at svare på, er vi nødt til tage snakken. Arbejdspladser og virksomheders overlevelse afhænger af det.

For mens vi glæder os over, at mange erhverv er på vej tilbage efter corona-pandemien, kan vi blot konstatere, at turisme- og oplevelseserhvervet stadig står midt i den største krise nogensinde. På mange måder er krisen værre end i foråret, for håbet om bedre tider er væk hos forbrugerne, og kunderne aflyser mere og længere ud i fremtiden.

Vores erhverv har brug for at vide, hvor længe vi skal leve med skrappe restriktioner - hvorvidt nattelivet skal være lukket, til der kommer en vaccine, om anbefalinger fra sundhedsmyndigheder betyder, at det er slut med møder, konferencer og børnenes lejrskoler, og hvorvidt vi langt ud i fremtiden skal vænne os til ikke at få mulighed for at skabe den perfekte ramme for brylluppet, fødselsdagen eller turisternes ferie.

Lige nu kører erhvervet ud ad en landevej med bind for øjnene – og med stor risiko for at ende i grøften.

Vi ved, at vores grundlæggende forretningsbetingelser er ændrede. Fokus på hygiejne, afstand og sprit er mangedoblet. Og vi er mere end klar til at byde gæsterne velkomne under nye præmisser.  Men usikkerheden er lammende – både for os og vores gæster.

Giv os derfor en spilleplade med klare regler og retning. Giv os en plan, der rækker længere frem og giver ro i maven. Fortæl os, hvad der skal til, før vi kan åbne på rimelige betingelser igen. Kommuniker klart og entydigt til danskerne om, at det er trygt at gå ud. Og giv os en kompensation, der modsvarer de meget store tab, som restriktionerne har skabt for os.

Vi har siden foråret udvist samfundssind og spillet med i kampen mod corona. Vi har fundet løsninger på, hvordan vi kan minimere smitten og skabe trygge rammer for vores gæster. Vi er klar til at fortsætte kampen med smitten. For vi er i højere grad en del af løsningen end en del af problemet.

Med venlig hilsen

HORESTA

Log ind