6,3 pct. flere hotelovernatninger i februar sammenlignet med samme måned sidste år. De næsten 980.000 overnatninger skal blandt andet ses i lyset af mange nye hotelværelser i markedet.
De nye tal fra Danmarks Statistik ligner en fortsættelse af det væksteventyr, som det danske hotelerhverv har været kendetegnet ved de senere år.
Men eventyret udviklede sig i marts til en gyser, fortæller HORESTAs formand Jens Zimmer Christensen, og han tilføjer, at historien bliver en helt anden, når tallene for marts udkommer om en måned.
”Covid-19 har hevet gulvtæppet væk under hele turisme- og oplevelseserhvervet. Mange steder er omsætningen reduceret til nul, og erhvervets fokus på nyåbninger, udvidelser og mangel på arbejdskraft er med et vendt på hovedet. Nu kæmper virksomhederne for at bevare deres arbejdspladser, deres omsætning og deres fremtidige bookinger. Det er uendelig trist, og overnatningstallene for februar viser ellers, at erhvervet var kommet godt fra land i 2020,” siger HORESTAs formand.
Kina var det marked, hvor hotelerhvervet først oplevede et fald i gæster fra. I februar gik antallet af kinesiske overnatninger fra 10.600 i 2019 til lige over 5.000 i 2020.
Fokus på at skabe omsætning
HORESTAs formand roser regeringens hjælpepakker og fokus på at nedbringe udgifter på den korte bane for at støtte erhvervets virksomheder i en svær tid, hvor de er udfordrede på deres likviditet. Han understreger dog, at det er altafgørende, at vi også kigger frem og sikrer virksomhederne omsætning.
”Langt størstedelen af virksomhederne er stadig tvangslukkede, men vi håber, at vi inden længe kan begynde at skrue langsomt op for aktiviteten. Gæsterne kommer dog ikke af sig selv – og særligt ikke de udenlandske. Derfor er vi nødt til at tænke kreativt og finde nye løsninger, når det kommer til at markedsføre det danske oplevelsesprodukt fremadrettet,” siger Jens Zimmer Christensen.
HORESTA har udarbejdet et forslag til genrejsning af turisme- og oplevelseserhvervet.
Punkterne i planen er:
- Oplevelsesfradrag til alle voksne danskere ved køb af for eksempel hotelovernatninger og restaurantbesøg. Virksomheder skal samtidig ydes fuldt fradrag for køb af overnatning, restaurantbesøg, bespisning, møder, kurser, sociale arrangementer m.v. Begge fradragsmuligheder skal gælde for 2020 og 2021.
- De nuværende hjælpepakker skal udvides og forlænges for virksomheder i turisme- og oplevelseserhvervet
- Virksomheder i turisme- og oplevelseserhvervet skal fritages for betaling af afgifter som energiafgifter og ejendomsskatter i 2020 og 2021
- Momsen på overnatninger og bespisning (F&B) skal nedsættes til samme niveau som vores nabolande i hvert fald frem til udgangen af 2022.
- De offentlige bevillinger (stat og kommuner) til markedsføring af turisme- og oplevelseserhvervet skal tredobles for 2020 og 2021.
- Bundfradraget på 24.000 for udlejning af privat bolig fjernes. Samtidig skal antal dage, det er tilladt at udleje sin private bolig, sænkes til maksimalt 35 dage svarende til 5 ugers ferie.
- Der skal hurtigst muligt nedsættes en særlig ’Turisme Taskforce’ med repræsentation fra myndigheder, turismeorganisationer og erhvervet, der kan identificere konkrete udfordringer og koordinere indsats og tiltag på tværs af ministerier, fagområder, geografi og enheder.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
McDonald's Danmark ser stort potentiale i leveringstjenester
01-11-2024
-
Skagen takker nej til Unesco-status på grund af udviklingshensyn
01-11-2024
-
Uhyggelig efterårssucces: Forlystelsesparker gør Halloween-tema til publikumssucces
01-11-2024
-
I København har de råd til at gå på restauration: Spis lige brød til, siger de i provinsen
01-11-2024
-
Femern-tunnel kan skabe 500.000 flere overnatninger årligt
01-11-2024
-
Stor renovering løfter Quality Hotel The Reef i Frederikshavn
01-11-2024
-
Vi går markant mere ud og spiser end for fem år siden
01-11-2024