Finansministeriet offentliggjorde i går en analyse, der bekræfter, at turisme- og oplevelseserhvervet er markant hårdere ramt end noget andet erhverv under COVID 19-krisen.

Analysen ser blandt andet nærmere på, hvordan værditilvæksten i samfundet er påvirket af krisen, og her ligger hoteller og restauranter ubestridt nummer et med et fald på 79 procent.

Gruppen ”Kultur og fritid” er næst hårdest ramt med et fald på 46 procent, mens industrien til sammenligning har et tab på 14 procent og handlen lå 22. I gennemsnit er tabet for det danske samfund opgjort til 16 procent.

Finansministeriet vurderer, at 184.000 danske job er påvirket af krisen – et tal, der dækker over antallet af ledige samt antallet af job med lønkompensation. For hoteller og restauranter er der tale om 36.400 job, hvilket svarer til hvert fjerde.

I analysen vurderer ministeriet, at restauranterhvervet har en omsætningsnedgang på 75 procent. Samtidig konstaterer man, at erhvervet – selv med en fjernelse af restriktionerne – ”ikke i sig selv vil kunne bringe produktionen tilbage på normalt niveau, idet der samtidig ses en tilbageholdende adfærd hos forbrugerne, blandt andet baseret på fortsatte generelle hygiejne og afstandsretningslinjer.”

Ministeriet har desuden opgjort, at kun fire procent af virksomhederne i restauranterhvervet har egenkapital nok til at kunne dække sine omkostninger i mere end et halvt år.

Analysen ser også nærmere på turisterhvervet, som her omfatter luftfart, hoteller og andre overnatningssteder, rejsebureauer samt turist- og taxikørsel. Her vurderes det, at omsætningen er faldet med 90 procent.

Fransk tv-program giver Danmark global eksponering

En ny fransk rejsedokumentar om Danmark kan potentielt nå 437 mio. husstande verden over. Programmet er produceret i samarbejde med VisitDenmark og en række destinationsselskaber og skal vise internationale seere flere sider af Danmark som rejsemål.

København forbyder reklamer for flyrejser og krydstogter

Københavns Kommune har som den første kommune i Danmark besluttet at forbyde reklamer for flyrejser, krydstogter og nye benzinbiler på kommunale arealer. Forbuddet omfatter blandt andet busstoppesteder og reklamesøjler.

Bestseller-ejer køber lufthavnsbygninger i Aarhus

Anders Holch Povlsens selskab Heartland køber bygninger og arealer i Aarhus Airport for 90 mio. kr. Handlen skal styrke lufthavnens økonomi, mens de tre ejerkommuner fortsat står for driften og udviklingen.

Log ind