Af Kirsten Munch Andersen, politisk direktør i HORESTA
Som turist kan man finde billigere rejsemål end Danmark, og vi er derfor nødt til at adskille os på andre parametre end pris. Vi er i benhård konkurrence med vores nabolande, og over hele Europa kan turisterne finde skønne naturoplevelser, spændende restauranter og flotte hotelværelser. Derfor skal vi i Danmark slå os op på noget, der netop kan give en ekstra dimension til det højkvalitetsprodukt, som dansk turisme er.
Svaret er lige til. Vi er en ’people business’ - hvor vores mange medarbejdere hver dag er med til at give og skabe oplevelser sammen med gæsterne. Det skal vi være verdensmestre i.
HORESTA blandt initiativtagerne
I 2012 var HORESTA blandt initiativtagerne til NICE-projektet, fordi vi så potentialet i at højne den gæsteoplevelse, som møder turisterne i Danmark.
For du glemmer ikke lige, når en glad receptionist løber for fuld kraft efter dig, fordi du har glemt din frakke eller dit kreditkort. Eller når tjeneren sikrer dit barn den bedste udsigt til køkkenet, fordi hun elsker at se kokkene arbejde. Og du fortæller dine venner og bekendte om den helt særlige oplevelse, da en stadeholder i Torvehallerne tog sig tid til at gå med hen til vinhandleren og anbefale en god flaske rosé.
Vi husker det uventede, og når vores forventninger bliver overgået.
Vores ambition med NICE-projektet har netop været at stille skarpt på skabelsen af de ekstraordinære oplevelser. Værdien af den opmærksomhed, imødekommenhed og ekstra indsats, som vores medarbejdere er så dygtige til. Og resultatet i form af de store smil og gode minder blandt gæsterne, der vil få dem til at vende tilbage og til at udbrede fortællinger om Danmark som rejsemål, der vil trække nye gæster til.
NICE projektet bygger på et unikt samarbejde med erhvervsorganisationer, fagforeninger, uddannelses- og forskningsinstitutioner samt markedsføringsselskaber. NICE har skabt viden og læring, der er indarbejdet i uddannelserne. Og sat fokus på udvikling af unikke oplevelser, der kan markedsføre Danmark. Og virksomhederne, der har deltaget, har favnet hele turismens værdikæde - lige fra lufthavn og taxiselskaber til hoteller, restauranter, forlystelser og butikker.
Fantastiske resultater
Det er der kommet fantastiske resultater ud af, og de gode erfaringer er blevet delt på tværs af landet. For vi skal bruge hinanden til at blive bedre. NICE har været for alle, der møder andre mennesker i deres arbejde, for selvom mødet blot er få sekunder langt, er det muligt at gøre et stort indtryk.
I dag sætter NICE punktum for selve projektet med et brag af en festivalskonference, hvor gæsteoplevelser i verdensklasse er omdrejningspunktet. Men selvom NICE slutter her, så fortsætter arbejdet med at løfte og udvikle oplevelser i Danmark. Det er en proces, som aldrig må gå i stå.
Vi skal fortsætte den bevægelse, som NICE har været med til at skabe, og vi skal blive endnu bedre til at slå på det, der gør vores virksomheder og oplevelser unikke. Vi skal lade medarbejdernes personlighed skinne igennem, og vi skal skabe oplevelser med gæsterne, som de ikke kan finde andre steder. For kun på denne måde kan turismens virksomheder og medarbejdere være med til at sikre fremtidens gæster.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Hoteller forventer stærk sommersæson
21-05-2026
-
Nye EU-regler skal stramme Airbnb-kontrol
21-05-2026
-
Google vil gøre restaurantbooking til del af søgetjeneste
21-05-2026
-
Politikere: Hoteller skal sprede turismen i København
21-05-2026
-
København rykker op: Nu blandt verdens førende kongresbyer
21-05-2026
-
HORESTA: Ny minister skal færdiggøre reformspor
21-05-2026
-
Airbnb udvider med biludlejning og dagligvarer
21-05-2026
-
Optimeet sætter ny rekord for deltagelse
21-05-2026
-
Danmark henter guld og sølv ved Worldchefs-konkurrencer
21-05-2026