Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Børsen har kåret landets gazellevirksomheder i 2018. Og af de i alt 2.099 gazeller finder man 73 gazeller i hotel- og restaurationsbranchen fordelt over hele landet. Det svarer til 3,5 procent af det samlede antal gazeller i Danmark. Hele 43 procent af gazellerne i hotel- og restaurationsbranchen er restauranter.

Antallet af gazellevirksomheder i hotel- og restaurationsbranchen i forhold til sidste år er faldet med 6 virksomheder svarende til et fald på 7,6 procent. Til sammenligning var der blandt alle landets gazeller en vækst på fem procent.

”Der er ingen tvivl om, at hoteller og restaurationer har nydt godt af det igangværende opsving. Faktisk viser målinger, at blandt alle brancher har jobvæksten været størst i restaurationsbranchen. Trods det er der knap så mange gazeller i hotel- og restaurationsbranchen – til gengæld har de flere ansatte end tidligere. At hoteller og restaurationer ikke fylder så meget på årets gazelleliste skal nok ses i lyset af, at der særligt i restaurationsbranchen løbende er en stor udskiftning blandt virksomhederne, hvorved virksomhederne ikke i mange tilfælde ikke har fire regnskabsår bag sig, og dermed ikke er med i opløbet om at blive Børsen Gazelle. Men til trods for, at sektoren ikke fylder så meget på gazellelisten, så kan indeværende opsving i høj grad karakteriseres som det lille luksusopsving – hvor det tidligere opsving var fladskærmsopsvinget,” udtaler Steen Bocian, cheføkonom på Børsen.

Log ind