Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Vi befinder os i en tid, hvor resten af verden for alvor har fundet ud af, hvor dejlig København er, når forårets første solstråler varmer byen op. Derfor skyder turisterne frem i samme tempo, som der kommer blade på træerne, mens kasseapparaterne på byens restauranter og hoteller tikker stadigt lystigere, som temperaturen stiger, lyder det fra Cecilia Lonning-Skovgaard (V), beskæftigelses- og integrationsborgmester i København i debatindlæg i Berlingske.

”Desværre er de rituelle avisindlæg også ved at dukke op. De avisindlæg der insisterer på, at turister er en hadegave, der skal udskammes i den offentlige debat. Det er vi nødt til at stoppe i fællesskab, for modstand mod turisme er tunnelsyn af værste skuffe”, lyder det fra borgmesteren.

Hun mener, at turisme i høj grad er med til at udvikle byen, og vi bør huske hinanden på, at der i de trillende kufferter gemmer sig en gave til Hovedstadsregionen, som årligt bidrager med i omegnen af 42 mia. kroner og cirka 49.000 job.

Opfordringen fra hende til københavnerne lyder derfor: ”Så smil, næste gang du ser en turist - det smitter!”

Log ind