Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Restaurant Flammen skal på jagt efter en ny direktør. Den nuværende direktør Elias Grøftholdt Tychsen og bestyrelsen er blevet enige om, at tiden er kommet til et skifte. Elias Grøftholdt Tychsen har været med fra start i virksomheden, der i dag består af 15 restauranter og indleder nu en større ekspansion uden for landets grænser.

”Det er en fantastisk rejse vi har været på sammen, og jeg er rigtig stolt af den virksomhed, som jeg nu kan være med til at give videre”, lyder det fra Elias Grøftholdt Tychsen i en pressemeddelelse.

I samme pressemeddelelse skriver medejer Ketty Rosenfeldt Sunddal, at Flammen under Elias Tychsens ledelse har "vokset sig til en stor og økonomisk stærk virksomhed", men at den internationale ekspansion kræver en anden direktør.

"Som et led i virksomhedens ekspansion har vi nu nået en størrelse, hvor vi søger en profil til direktørposten, som kan indfri den vækstplan og den fortsatte rejse, som vi har planer om for Flammen i både Danmark og uden for landets grænser," udtaler hun.

Processen med at finde en ny permanent topchef i Flammen er gået i gang, men indtil da er den 29-årige HR-chef Christian Damgaard Lund konstitueret adm. direktør.

Han har arbejdet i Flammen siden begyndelsen i 2009, hvor han skar kød ud og serverede i restauranten. Tidligere på året købte han sammen med to andre tidlige medarbejdere i Flammen en mindre andel af stifterfamiliens aktier.

Selvom Elias Tychsen ikke længere skal være direktør, vil han i en overgangsperiode være tilknyttet virksomheden med en "række projekter", som det fremgår af pressemeddelelsen.

Log ind