Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Nordic Hotels & Resorts løfter nu sløret for navn og koncept for det kommende københavnerhotel i det tidligere centralposthus i midten af København, der slår dørene op i foråret 2020. Navnet er Villa Copenhagen, der repræsenterer ifølge kæden en nyfortolkning af de traditionelle dyder indenfor luksus og service i hotelbranchen.

Den danske hotelprofil, Peter H. Pedersen, der står i spidsen for det kommende moderne luksushotel, ser frem til at slå dørene op for den nye villa – et hus inspireret af sine nærmeste omgivelser og med respekt for sin arv. Med udvidede oplevelsesmuligheder vil hotellet udgøre et alsidigt knudepunkt for både københavnere, turister og forretningsrejsende.

”Atmosfære er et helt centralt og bærende element for Villa Copenhagen. Vi ønsker at skabe en destination, der føles tilgængelig og åben for alle, der er omkring. Med en helt unik lokation i det dynamiske københavnermiljø vil Villa Copenhagen være meget mere end bare et hotel. Huset skal være et urbant samlingspunkt for alt fra gastronomiske oplevelser og underholdning til et funktionelt mødested, hvor den fulde oplevelse med hotelovernatning kan tilvælges,” fortæller Peter H. Pedersen.

Log ind