Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Er man på udkig efter noget at spise i København, London eller Berlin, kan man lægge vejen et smut forbi en af Sticks'n'Sushis restauranter. Den danske kæde har 21 spisesteder samt tre nye på vej. Men ambitionerne slutter langtfra her. I fremtiden vil kæden mætte sushielskere i alle verdens storbyer.

”På den lange bane kan det her blive rigtig stort. Jeg tror, at der er plads til Sticks'n'Sushi i alle større byer globalt. På den helt lange bane kan man forestille sig mere end 100 restauranter. New York og andre større amerikanske byer kunne også komme i spil,” siger Erik Holm, ledende partner i kapitalfonden Maj Invest, der ejer 49 pct. af Sticks'n'Sushi.

Katia Østergaard, adm. direktør i HORESTA, mener, at kæden har et professionelt koncept og et produkt, som er efterspurgt på markedet. Men hun mener også, at kædens kendskab til de forskellige markeder er med til at skabe succes.

”Der ligger typisk et meget stort foregående analysearbejde, når du vil ind på et nyt marked, fordi markederne i de respektive lande fungerer meget forskelligt både juridisk og kulturelt,” siger hun.

Log ind