Regeringen har sammen med en bred kreds af partier (Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti) indgået en aftale om arbejdsmiljøindsatsen, der skal tilføre Arbejdstilsynet 460 millioner kroner frem mod 2022.

Formålet med at tilføre de øgede midler er blandt andet at styrke kontrollen med udenlandske virksomheder, målrette tilsyn mod virksomheder, hvor der er er størst risiko for dårligt arbejdsmiljø samt at give klarere regler og bedre redskaber til det psykiske arbejdsmiljø.

Aftalen består af 27 konkrete tiltag – eksempelvis skal:

  • Påbud mod virksomheder fremover ledsages af tilbud om vejledning og dialog
  • Reglerne for unge mellem 13 og 15 år samt regler for unge omfattet af undervisningspligten forenkles. Formålet er at reglerne ikke bliver en unødvendig barriere for de unges mulighed for at få kendskab til arbejdsmarkedet
  • Rådgivningspåbud justeres, så der bliver taget højde for virksomhedernes forskellige behov
  • Regelformidlingen fra Arbejdstilsynet forenkles
  • Ved gentagne overtrædelser med betydelig fare for medarbejderne skal virksomheder selv betale for tilsyn
  • Bødeniveauet ved alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøloven skærpes

HORESTA følger arbejdet med den konkrete udmøntning af forliget tæt og vil løbende informere om udviklingen.

Log ind