I slutningen af september lancerer HORESTA og 3F en brandingkampagne, der vil styrke kendskabet til hotel- og restauranterhvervet og vise de unge, at det er en branche med mange spændende job- og karrieremuligheder.

Kampagnen vil tydeliggøre, at meget af det, de unge selv efterspørger - såsom god energi, passion, oplevelser, faglighed og fællesskab, international atmosfære og gode karriemuligheder – findes netop her.

Ingen er bedre til at formidle dette end de unge, der allerede er i erhvervet i dag. Derfor er det et helt centralt element i kampagnen at samle et ambassadørkorps af unge, som har taget branchen til sig og enten vil gøre den til deres karrierevej eller arbejde i nogle år i erhvervet, mens de er under uddannelse.

Vi vil derfor bede om jeres hjælp til at finde de dygtigste og mest imødekommende unge, som kan blive ambassadører for vores kampagne både på vores hjemmeside og på de sociale medier. Her vil de selvfølgelig også fortælle om deres arbejdspladser og arbejdsglæde.

Aldersmæssigt vil det være bedst, hvis de er under 25 år, men har I en dygtig leder i slutningen af 20’erne, kan det også være en mulighed.

Når vi har samlet alle indstillinger, vil vi foretage en udvælgelse. Skulle én af jeres medarbejdere blive udvalgt, vil det i første omgang forudsætte, at de kan deltage i et photoshoot i København i uge 26. Herudover vil vi udvælge en række ambassadører, som under kampagnen skal fortælle om deres hverdag i branchen på kampagnens Facebook-side. I den forbindelse vil de udvalgte få en grundig oplæring samt løbende sparring og feedback fra os og vores eksterne leverandør.

Her finder I et skema, som vi vil bede jer udfylde for hver af de medarbejdere, som I mener kan blive gode rollemodeller for andre unge.

Sidste frist for svar er på onsdag den 19. juni kl. 16.00.

OBS: Husk at vedlægge et - og meget gerne flere - vellignende billeder

Vi ser frem til at høre fra jer.

Log ind