Kineserne kommer, og der er mange af dem.

Det kinesiske marked er i øjeblikket det hurtigst voksende for de danske hoteller. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af kinesiske hotelgæster er vokset med 47 procent, hvis man sammenligner de første fem måneder af i år med samme periode for tre år siden. Alene fra i fjor til i år er væksten på 29 procent.

Det er særligt hovedstadshotellerne, som tager imod gæster fra Riget i Midten.  Mere end 4 ud af 5 af de kinesiske gæster bor på et hotel i hovedstadsregionen, mens resten er fordelt ligeligt ud på landets øvrige regioner – dog med undtagelse af Nordjylland.

Attraktivt marked

”Det kinesiske marked er enormt attraktivt, fordi det er så stort, og fordi der er tale om en boomende økonomi, hvor middelklassen på få år har fået stor købekraft. Derfor er det vigtigt, at vi lykkes med at trække de kinesiske turister hertil”, siger Jens Zimmer Christensen, der er formand for HORESTA.

Han understreger, at trods væksten har kineserne fortsat et godt stykke vej op til de største markeder for den danske hotelbranche. Svenskerne overnatter for eksempel fem gange så ofte i en dansk hotelseng som kineserne.

Fremgang på 4,7 procent

I de første fem måneder af 2019 har hotelbranchen generelt set oplevet en vækst på 4,7 procent i antallet af overnatninger, og mens antallet af danske overnatninger er vokset med 8,2 procent, kan de udenlandske kun levere en vækst på 0,1 procent. Mens Kina, USA, Tyskland og Frankrig har vækst i antallet af overnatninger, ser det mere tungt ud nogle af de andre store markeder. Det største af dem alle, Sverige, er således gået tilbage med 4,8 procent.

”Det er fantastisk, at vi som branche kan blive ved med at vækste. Men det er der også hårdt brug for, fordi vi samtidig ser en markant udvidelsen af antallet af hotelværelser”, siger Jens Zimmer Christensen, som er lidt bekymret over, at væksten i årets første fem måneder er båret af danske turister.

Størst vækst i Syddanmark

Et kig ud over Danmarkskortet afslører i øvrigt, at Region Syddanmark har haft den største fremgang i de første fem måneder af året på 7,9 procent, Region Midtjylland er gået frem med 4,8 procent, Hovedstaden med 4,3 procent, Nordjylland med 2,8 og Sjælland med 1,7 procent.

Log ind